Samsung Galaxy S25 Ultra

Samsungs nye telefon er lynhurtig, men konkurrenterne overhaler den på vigtige punkter.

Samsungs hundedyre Galaxy S25 Ultra er ikke det oplagte valg, hvis du vil have den bedste Android-telefon lige nu.

For de fleste mennesker har Samsungs telefoner virket som det eneste brugbare alternativ, hvis man ikke ville bruge en formue på en iPhone. Det har måske fået Samsung til at hvile komfortabelt på laurbærrene, mens firmaets Galaxy S-telefonerne blev overhalet indenom af kinesiske mærker som OnePlus og Xiaomi.

Samsung har faktisk taget et stort skridt baglæns i forhold til sidste års Galaxy S24 Ultra. Du kan nemlig ikke længere bruge Samsungs S-Pen via Bluetooth, hvis du fx vil bruge den som fjernbetjening til telefonen, når du vil tage et foto med dig selv i billedet. Pennen er dog stadig praktisk, hvis du vil tage noter på den store skærm, og når du ikke bruger pennen, kan du gemme den i et hulrum i bunden af telefonen, så du har den altid lige ved hånden.

Telefonens SnapDragon-processor er den hurtigste, vi har målt. Det kan også mærkes, når du bruger telefonen, for alt afvikles bare uden tøven eller hakkende animationer.

Skærmen giver et flot billede på kvalitetsniveau med Xiaomi 15 Ultra, som vi testede for nylig. Galaxy S25 Ultra har lidt mere naturlige farver, men den er ikke helt så god til at gengive hvid, der fremstod lysere på Xiaomi-telefonen, når vi åbnede det samme website side om side på de to telefoner.

Kameraet er glimrende, men vi har set bedre billeder taget i lav belysning fra blandt andet førnævnte Xiaomi 15 Ultra. Vi tog en stribe billeder fra et indendørs atletikstævne, og de hurtige motiver i et 100-meter løb stod bare ikke så skarpt, som vi havde håbet på.

Som altid er Samsungs egne apps dominerende på telefonen. De fleste af dem er dårligere kopier af Google-apps som Play Butik, Chrome og Google Fotos.

Alle de dyre elementer, der tilsammen udgør Galaxy S25, har selvfølgelig også en indvirkning på prisen, der er skyhøj. Det kan anbefales at vente nogle måneder, for prisen på topmodellerne har en tendens til at falde efter lanceringen.

Galaxy S25 Ultra

Samsung Galaxy S25 Ultra

Karakter: 8.8/10
Pris: 11.499 kr
Mærke: Samsung
Testdato: 14. marts 2025
8.8 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Afsindigt hurtig
Flot skærm
Minus
Kameraet lever ikke op til den høje pris
Konklusion
Samsung Galaxy S25 Ultra er en af de hurtigste telefoner, du kan købe lige nu, men prisen er også ekstremt høj.
Specifikationer
Phone
Processor
Qualcomm SM8750-AB Snapdragon 8 Elite
Hukommelse (RAM)
12 GB
Lagerplads
256 GB
Skærmstørrelse
6,9"
Skærmopløsning
3120 x 1440 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
36 timer
Batterikapacitet
5.000 mAh
Styresystem
Android 15
Netværk
Wi-Fi 7
Mål
16,3 x 7,8 x 0,8 cm
Vægt
218 g
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
200 MP, 10 MP tele, 50 MP periskoptele, 50 MP ultravidvinkel
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench 3179 single, 10145 multi, 18900 GPU OpenCL