Du får virkelig noget for pengene, når du køber Redmi Note 15 Pro.
På trods af den forholdsvis lave pris har telefonen det største batteri, vi har set i en smartphone. Kapaciteten er på hele 6.580 mAh, og det betød i praksis, at vi ofte kunne bruge telefonen i over to døgn, før vi var nødt til at lade den op igen.
Du kan oven i købet i nødstilfælde bruge telefonen som en powerbank til andet elektronik ved at oplade fx et sæt trådløse hovedtelefoner eller en anden telefon via USB-porten i Note 15 Pro. Det er ret smart.
Når Note 15 Pro selv skal lades, går det tjept med op til 45 watt, men der følger desværre ikke en oplader med.
Stor og flot skærm
Skærmen er stor, og den leverer et flot billede med god lysstyrke. Telefonen har en særlig funktion, der ignorerer vanddråber på skærmen, og det virker faktisk. Vi simulerede et regnvejr med vandhanen, og Note 15 Pro havde ingen problemer med at opfatte vores fingerspidser på den våde skærm.
Mærket Redmi er ejet af det kinesiske firma Xiaomi, og det er da også Xiaomis udgave af Android, HyperOS, der styrer telefonen. Det er både godt og skidt, for det er et brugervenligt styresystem, der desværre er plaget af virkelig mange reklame-apps.
På Note 15 Pro bliver du præsenteret for en ekstra plage, når du stryger opad fra bunden af skærmen: I stedet for en oversigt over alle dine apps, får du i stedet Microsofts nyhedstjeneste MSN. Den gør i bund og grund det samme som Google Discover, der også er installeret på telefonen – MSN gør det bare værre.
En fordel ved styresystemet er dog, at du får seks års sikkerhedsopdateringer, så på trods af den lave pris, får du alligevel en langstidsholdbar telefon.
Billedstøj i stearinlysskær
Kameraet tager billeder i en kvalitet, du kan forvente i denne prisklasse. Det er ikke en telefon for foto-entusiaster.
I dagslys fik vi nogle flotte skud ved bare at pege kameraet mod motivet og klikke. I aftenmørke ved stearinlysskær var der på den anden side meget billedstøj, og farvernes nuancer havde en tendens til at flyde sammen i store, pixelerede plamager.
Der sidder et par kraftige højtalere i Note 15 Pro, og den kan spille usædvanlig højt. Lydkvaliteten er ikke just forfærdelig, men vi ville stadig foretrække en Bluetooth-højtaler, hvis vi skulle afspille musik fra telefonen.


