OnePlus Pad 3

OnePlus Pad 3 er en stærk Android-tablet med høj ydelse, flot skærm og lang batterilevetid.

OnePlus Pad 3 er en af de bedste Android-tablets, du kan købe lige nu.

Det er gået mindre et år, siden vi testede OnePlus Pad 2, og efterfølgeren bygger egentlig bare stille og roligt videre på det, der allerede var et virkelig godt produkt.
Skærmen og batteritiden er forbedret en smule, og så er det en ny og lynhurtig Snapdragon-processor, der driver det hele. Samtidig er der rigeligt med ram, og skærmen har en høj opdateringsfrekvens.

Kør dine apps i vinduer

Den høje ydelse over hele linjen gør det til en fornøjelse at bruge OnePlus Pad 3 – ikke bare i krævende apps, men også ved helt almindelig brug af styresystemet. Nogle apps kan bruges i Windows-lignende vinduer, som du kan trække rundt på skærmen med fingeren, og der er stort set ingen forsinkelse i forhold til fingerens bevægelser henover glasset.

Når du tænder for OnePlus Pad 3, kan du se, at skærmen bliver svagt grålig. Det skyldes, at den benytter IPS LCD-teknologi, hvor hele skærmbilledet belyses bagfra. Det giver ikke helt så flot kontrast som i de dyrere OLED-skærme, hvor der kan slukkes helt for lyset i de enkelte pixels.

Kæmpestor skærm

Vi er dog villige til at tilgive OnePlus på dette punkt, for den lidt svagere kontrast er kun synlig, når store dele af skærmen er mørk. Ved visning af film eller billeder er farverne flotte, billedet står knivskarpt og der er en god lysstyrke.

Det skader heller ikke, at skærmen er på hele 13,2 tommer. Når du sidder med den i skødet, fylder den en stor del af dit synsfelt, så den er et fint alternativ til at tænde for stuens store tv, hvis du lige skal se et afsnit af en tv-serie fra en streamingtjeneste.

Du kan sidde med Pad 3 i hænderne i lang tid. Den er slank og let, og den stærke aluminiumsbagside bliver ikke varm.

Det er en god idé at holde øje med specielle tilbud, hvor du kan få en hurtig oplader, et tastatur eller en pen med oven i handlen sammen med Pad 3. Tastaturet er ikke på højde med det, du får i en gennemsnitlig bærbar pc, så de to andre tilbud giver nok bedst mening.

OnePlus Pad 3

OnePlus Pad 3

Karakter: 9.3/10
Pris: 3.999 kr
Mærke: OnePlus
Testdato: 04. juli 2025
9.3 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Høj ydelse
Stor skærm
Minus
Kontrasten kunne være bedre
Konklusion
Det bliver svært at finde en bedre Android-tablet, med mindre du vil betale en meget højere pris.
Specifikationer
Tablet
Processor
Qualcomm SM8750-AB Snapdragon 8 Elite
Hukommelse (RAM)
12 GB
Lagerplads
256 GB
Skærmstørrelse
13,2"
Skærmopløsning
3392 x 2400 pixels
Batteritid
12 timer
Batterikapacitet
12140 mAh
Tilslutninger
USB-C
Styresystem
Android 15
Mål
28,9 x 20,9 x 0,6 cm
Vægt
675 g
Kamera
13 MP, 8 MP selfiekamera
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Netværk
Wi-Fi 7, Bluetooth 5.4
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 3088 single-core, 9050 multi-core, 17921 GPU OpenCL