Lenovo Yoga Tab Plus er en vellykket blanding af en tablet og en bærbar pc.
Som udgangspunkt er det en tablet, men du får et fladt tastatur med i pakken, og der er også en magnetisk plade, der kan klikkes fast på bagsiden af Yoga Tab Plus og derefter fungerer som støtteben.
Tastaturet er ikke så godt som i en regulær bærbar pc, men det er i hvert fald muligt at skrive på det, og det kan klappes hen over skærmen som beskyttelse under transport. Og den store skærm er i høj grad værd at beskytte: Den giver et fint skarpt billede med livlige farver, og så har den en ekstremt høj lysstyrke. Vi måtte knibe øjnene lidt sammen, da vi skruede helt op for lyset i halvmørke omgivelser.
Du kan tegne og tage noter på skærmen med den medfølgende pen. Det fungerer næsten uden forsinkelse, så det virker som at skrive på en notesblok. Når du ikke bruger pennen, kan du sætte den fast på kanten.
Langs kanten sidder højtalere placeret så snedigt, at du kan få stereolyd, uanset hvordan du vender og drejer Yoga Tab Plus.
Log på med fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse
Når du skal logge på Yoga Tab Plus, kan du bruge den effektive ansigtsgenkendelse, eller du kan lægge en finger på fingeraftrykslæseren, der sidder gemt i power-knappen. Det fungerer rigtig fint, for det er nemt at nå knappen med den ene eller den anden pegefinger, alt afhængig af om du vender tabletten på den lange eller den korte led.
Kameraet har to linser, og billedkvaliteten er udmærket, men vi ville nok ikke slæbe rundt på den store og dyre tablet for at tage billeder, som en mobiltelefon til den halve pris kunne levere i højere kvalitet.
Vi kunne bruge tabletten til videostreaming og internet via den hurtige trådløse netværksforbindelse i cirka ni timer på en opladning. Yoga Tab Plus har mulighed for 45 watts hurtigladning, men på trods af den høje pris, får du ikke en oplader med i købet.
