MediaPad T5 er en lidt buttet tablet. Det er meningen, at MediaPad T5 skal holdes på den lange led. Knapperne sidder placeret, så de er nemmest at nå, når tabletten ligger på langs. Desuden er der kun højtalere i hver sin side af den nederste langside, så du får kun stereolyd, når skærmen ligger ned.
Huawei har truffet et besynderligt valg og indbygget et Micro-USB-stik i stedet for det nyere USB-C, som sidder i de fleste telefoner og tablets i dag. Det ville være nemmere, hvis man kunne bruge samme kabel som til sin telefon.
Huawei har forinstalleret en del af sine egne apps, som sjældent kan måle sig helt med Googles tilsvarende gratis apps. En af de mere brugbare apps er dog Kids Corner. Det er Huaweis aflukkede børnehjørne på MediaPad T5. I Kids Corner kan de voksne styre, hvilke apps og medier børnene skal have adgang til. App'en er sikret med en udgangskode, så børnene ikke uden videre selv kan lukke Kids Corner ned. Prisen på MediaPad T5 samt den lidt lave ydelse gør den da også til et oplagt bud på en tablet til ungerne på bagsædet, når familien skal på bilferie.
