Emotet trojansk hest
Trojansk hest

Den digitale trussel Emotet lister sig i disse dage ind på din pc gennem vedhæftede filer og popup-beskeder i dine mails.

Trojansk hest skjuler sig bag popup-beskeder i indbakken

Den trojanske hest Emotet har efter nogle måneders pause igen taget til i styrke. Derfor skal du være særlig opmærksom, hvis du mødes af popup-beskeder i disse dage.

I efteråret 2020 skrev vi en artikel om den digitale trussel Emotet, som du skal passe på, når du åbner vedhæftelser i email fra dine venner og bekendte.

Siden da har der været stille om den trojanske hest, men nu tyder tal på, at den er i kraftig vækst igen.

Det er sikkerhedsfirmaet Proofpoint, der gør opmærksom på den stigende trussel. Firmaet vurderer således, at antallet af angreb er femdoblet hen over julen.

Hvad er en trojansk hest?

En trojansk hest eller en trojaner er en type malware, der ofte er forklædt som lovlig software som fx en sikkerhedsopdatering eller en vedhæftet fil fx et Word-dokument. 

Trojanere kan benyttes af cyberkriminelle for at få adgang til din pc.

Brugerne narres typisk af en form for social manipulation til at indlæse og aktivere trojanere på computeren. Når trojaneren er aktiveret, kan de cyberkriminelle udspionere dig, stjæle dine følsomme data og få adgang til dit system .

Hvad er Emotet?

Emotet er en trojansk hest, som fungerer ved at lokke dig og andre uskyldige ofre til at åbne Word- eller Excel-dokumenter som vedhæftelser på mail. Gør du det, afspilles en såkaldt makro, og der installeres en virus på din computer, uden du opdager det. 

Virussen har flere funktioner. For det første stjæles dine mail-indstillinger. Det betyder, at der herefter kan være "dig", der udsender mails med de farlige dokumenter. I hvert fald ser det sådan ud for den person fra din kontaktliste, der modtager Emotet-mailen. 

Virussen gør også skade direkte på din pc. For eksempel kan den bruges til at plante ransomware på den.

> Læs også: Tjek, om din mail misbruges til at udsende spam

Ny variant af Emotet viser fejlmeddelelser

Den nye variant af Emotet er endnu mere drilsk end den, der hærgede indbakker i efteråret. 

Når du uforvarende klikker på det vedhæftede dokument, vises nemlig en falsk fejlmeddelelse som en popup-besked, der fortæller, at filen ikke kan åbnes. 

Sikkerhedsfolk fra Malwarebytes og Cofense vurderer, at virussen er designet på denne måde, så brugeren ikke undrer sig over, hvor "dokumentet" ikke åbner som ventet.

Kun én måde at gardere sig på

Emotet kommer i mange forskellige typer mails og på mange forskellige sprog. Ofte har den et aktuelt tema, som fx en julehilsen. 

Derfor er det ikke umiddelbart muligt at fortælle, præcis hvordan en Emotet-mail ser ud. 

Det bedste råd er således at lade være med at klikke på Word-dokumenter og Excel-dokumenter i emails fra personer, der ikke normalt sender dig den slags (og på det sprog).

Desuden er det en god ide at have et stærkt antivirusprogram på pc'en, som fx Bitdefender Antivirus Free fra Fordelszonen, som kan spotte en trojansk hest, hvis du skulle komme til at lukke sådan en ind på pc'en.

Måske er du interesseret i ...