Det sidste års tid har budt på store geopolitiske usikkerheder i verden, og derfor kan der være behov for at gentænke alliancer, partnerskaber og de firmaer, man handler hos.
Usikkerheden skyldes naturligvis især store og uforudsigelige udsving i politikken på den anden side af Atlanten, hvor blandt andet mange af verdens største teknologifirmaer holder til.
Derfor er mange forbrugere i de europæiske og måske især i de nordiske lande begyndt at overveje, om det mon ikke er på tide at kigge på europæiske alternativer til de amerikanske mastodonter.
Det er et emne, vi også har beskrevet her på Komputer for alle i en stor artikel, hvor du blandt andet kan få gode råd til alternativer til din amerikanske computer, telefon og software.
Er dine filer virkelig i sikkerhed?
I mange tilfælde er det selvfølgelig superbesværligt at føre principperne ud i livet, og det kan således være svært at undvære sociale netværk som Facebook, X og Instagram, så længe der endnu ikke findes et ligeså stort europæisk alternativ.
Men det besvær er for ingenting at regne i forhold til, hvad der sker, hvis de store backuptjenester på nettet, som i de fleste tilfælde har amerikansk ophav, fra den ene dag til den anden lukker ned her i vores del af verden.
Og det er et scenarie, der virker mere og mere realistisk dag for dag - nærmest i takt med præsident Trumps salver af opslag på hans eget sociale medie Truth Social.
Sker det, kan du miste adgangen til de filer og billeder, du har gemt på tjenester som Apples iCloud, Google Drive, Dropbox, Amazon og OneDrive - måske endda med så kort varsel, at du ikke kan nå at få filerne i sikkerhed.
Kan lukkes fra USA eller begrænses af EU
Vi ligger her på redaktionen ikke inde med nye forlydender eller indicier på, at katastrofen er nært forestående, men med jævnlige trusler om både handelskrige og militær indgriben fra administrationen i Washington, bliver det utænkelige efterhånden mere og mere begribeligt.
Hvad sker der, hvis præsident Trump, som et led i endnu en stor handel eller erobring, beder de amerikanske techgiganter lukke for adgangen til Europa - for på den måde at afpresse os her på denne side at Atlanterhavet?
Truslen mod dine filer kan også komme indefra, for EU-Kommissionen har netop åbnet en ny offentlig høring om en ny strategi, som har det mål at skabe en bæredygtig, digital infrastruktur i EU - og på den måde gøre Europa fri af de amerikanske tech-mastodonter.
Vi tør ikke vente, så her på redaktionen er vi i fuld gang med at sikre de filer og billeder, vi har liggende i skyen.
Sådan får du dine filer i sikkerhed i tide
Hvis du udelukkende bruger de amerikanske skytjenester til at sikkerhedskopiere de filer, du har liggende lokalt på din telefon eller pc, er du ikke i umiddelbar fare, for du vil jo stadig have din lokale kopi, hvis tjenesten lukker ned.
Men hvis du har filer liggende i fx Google Fotos, på iCloud eller i OneDrive, som ikke findes andre steder, kan du risikere at miste alt, hvis du ikke garderer dig i tide.
Du har to muligheder for at sikre dine filer:
- Gemme alle dine filer fra de amerikanske tjenester på din pc, en ekstern harddisk eller en stor og rummelig USB-nøgle.
- Droppe de amerikanske fil-tjenester og flytte dine filer til et godt europæisk alternativ.
Gem først alle dine filer på din pc
Det er lidt forskelligt fra tjeneste til tjeneste, hvordan du i praksis downloader filerne til din egen pc, men det foregår altid nemmest ved, at du logger på tjenesten i browseren på din pc.
De fleste steder er det herefter muligt at hente alt ned på én gang, mens du i andre tilfælde kan være nødt til at markere filerne én efter én for at hente dem.
GOOGLE DRIVE
Bruger du Google Drive, kan du hente alt på én gang ved at besøge hjemmesiden Google Takeout. Det har vi skrevet om i denne artikel.
MICROSOFT ONEDRIVE
Med OneDrive, der følger med Windows 10 og 11, er det nemmeste at finde programmets ikon nede ved uret i højre side.
Højreklik på ikonet og vælg indstillinger. Klik på fanen Synkroniser og sikkerhedskopier i venstre siden og rul helt ned i bunden. Klik nu på Download alle filer for at hente alt til din pc.
APPLE ICLOUD
Du bruger formentlig iCloud, hvis du ejer en iPhone eller iPad fra det amerikanske firma Apple. Her kan du enten hente dine filer via iCloud-programmet til Windows, som du kan hente her - eller ved at besøge icloud.com i din browser, navigere til dine filer og downloade dem herfra.
DROPBOX
Du kan enten hente Dropbox-app'en til Windows og downloade dine filer herfra, eller besøge dropbox.com i din browser, logge ind og hente dine filer.
Få dine filer ud på en fysisk backup
De filer, du nu har hentet fra din backuptjeneste, kan fylde ganske meget på din harddisk. Derfor er det en god idé at flytte filerne ud på et fysisk medie, som du gemmer et sikkert sted.
Dermed risikerer du heller ikke at miste dine dyrebare filer, hvis pc'en rammes af virus eller harddisken bryder sammen.
Til det formål kan du bruge en ekstern harddisk eller en rummelig USB-nøgle.
Har du ingen af delene, kan du netop nu få en USB-nøgle på hele 512 GB og to numre af Komputer for alle, hvis du vælger at blive ny abonnent på magasinet. Abonnerer du allerede, kan du købe nøglen med rabat på Moreshop her.
Skift til en europæisk backuptjeneste
Det er umuligt at vide, hvornår der igen blæser mildere vinde fra det nordamerikanske kontinent mod Europa - men der kan sagtens gå mindst tre år.
Derfor er vores anbefaling, at du overvejer at erstatte din amerikanske backuptjeneste med en, der har rod i Europa.
Det er en anbefaling, der giver mening både i forhold til dit privatliv og som sikrer dig mod udefrakommende, politiske påvirkninger.
Du kan fx vælge den norske Jottacloud, hvor dine filer er gemt dybt inde i de norske fjelde, eller danske Onlime, som faktisk køber sig ind på Jottaclouds lagerservere i Norge.
Ved begge er du garanteret, at dine filer ikke sendes frem og tilbage mellem lande udenfor Europa, og der er næppe nogen ledere med storhedsvanvid, som kan lukke for adgangen til dine filer.
Vi har netop nu sikret dig et eksklusivt tilbud på 1 TB plads hos Onlime, så du har plads til alle dine filer og én gang for alle kan vinke farvel til de amerikanske tjenester. Læs mere herunder.





