Supernem backup på din USB-nøgle

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.

USB-nøgler er i dag blevet så rummelige, at de i mange tilfælde fint kan erstatte en ekstern harddisk. Fordelen er selvfølgelig, at USB-nøglen er meget mindre end en ekstern harddisk og nemt kan være i selv den mindste frakkelomme.

Det betyder, at du kan bruge en moderne USB-nøgle på fx 128 eller 256 GB til sikkerhedskopier af dine vigtigste filer og nemt tage filerne med dig eller gemme dem et sikkert sted hos et familiemedlem eller en bekendt. Med dette blad får du programmet Toucan, som er et særdeles funktionsrigt backupprogram, der endda har en ekstra trumf i ærmet: Du kan nemlig gemme selve programmet på din USB-nøgle og bruge det direkte fra nøglen, uden at det overhovedet er installeret i Windows.

Den løsning er smart, fordi dit backupprogram dermed altid er klar til brug – også på pc’er, som du ikke har mulighed for at installere programmer på. I Toucan kan du gemme forskellige backup-opgaver, så programmet altid kender placeringen af dine billeder, musik, dokumenter og hjemmevideoer.

Når du har kørt den første backup, behøver du ikke kopiere alle filerne igen næste gang. I stedet kopieres blot præcis de filer, der er kommet til på din pc, siden du sidst tog en sikkerhedskopi. Da en USB-nøgle er så lille rent fysisk, stiger risikoen for, at du mister den og den fx ryger i de forkerte hænder. Derfor er det smart, at du i Toucan kan beskytte dine sikkerhedskopier med en adgangskode, så ingen uvedkommende kan se dine filer.