Det har været udskældt, hadet og kaldt umoderne. Nøglekortet i pap med engangskoder, der skal anvendes sammen med din unikke NemID.
Men nu kan du snart slippe helt for det lille kort, som altid bliver væk eller aldrig er hos dig, når du skal logge på en offentlig tjeneste.
I stedet kan du fra sidst i maj installere en app på din smartphone, så du kan godkende logins uden at finde nøglekortet frem.

Du er vant til, at når du ser dette billede, skal du finde dit nøglekort frem og indtaste en sekscifret kode, når du bruger NemID.
NemID bliver nemmere
Det nye system kommer til at virke på den måde, at du logger på din netbank eller den offentlige hjemmeside, som anvender NemID, præcis som du plejer.
Men når du fremover har tastet dit brugernavn og adgangskode, får du mulighed for at godkende indlogningen via appen på din smartphone i stedet for at bruge nøglekortet il NemID.
På den måde behøver du ikke længere huske, hvor du har lagt nøglekortet, når du skal bruge dit NemID. For mobilen har du som regel altid lige ved hånden.
De danskere, der ikke ønsker at logge på NemID via den nye app - eller måske slet ikke ejer en smartphone - har stadig mulighed for at anvende nøglekortet som sædvanligt.
Den nye app er blot et supplement.