Snart kan du blive fri for de såkaldte CAPTCHA (Completely Automated Public Turing test to tell Computers and Humans Apart), som mange hjemmesider bruger til at bekræfte, at det rent faktisk er mennesker og ikke robotter, der bruger deres hjemmesider. CAPTCHA er de snørklede ord, bogstaver og tal, som en hjemmeside nogle gange kræver, at du indtaster, før du kan gå videre. Det gør de som et værn mod reklamer fra spamrobotter.
Men nu indfører Google en nemmere metode til bekræftelsen. Her skal du bare sætte flueben i ”I’m not a robot”, og så kan du fortsætte. I stedet for, at du selv skal sidde og indtaste bogstaver, bruger Google blandt andet din IP-adresse og registrering af musens bevægelser som bekræftelse, og det eneste, du skal gøre, er altså at klikke på en knap.
Google kalder det nye system reCAPTCHA, og det er klar til at blive indført. Det er dog de enkelte hjemmesider selv, der skal tage stilling til, om de vil bruge det. Nogle af de store hjemmesider som Wordpress og chatsiden Snapchat, har allerede indført systemet.