Millioner af iPhones i fare: Opdatér din telefon nu

En ny alvorlig sikkerhedsfejl i Apples browser betyder, at millioner af iPhones og iPads kan være sårbare over for angreb. Men alt for mange tøver med at installere de nødvendige opdateringer.

iPhones ramt af sikkerhedshul

Apple opfordrer iPhone-brugere til at opdatere straks for at lukke alvorlige sikkerhedshuller.

© Shutterstock

Du ved det nok godt. Når du ser, at der er en opdatering til din telefon, bør du hurtigst muligt gøre følgende: Stoppe det, du har gang i, downloade opdateringen og installere den på din telefon.

En enkel handling, der typisk ikke tager mere end et par minutter.

Alligevel er der rigtig mange af os, der i stedet gør følgende, når vi får besked om en opdatering: Pligtopfyldende tænker, at den opdaterer vi i aften, når vi i ro og mag kan sidde og ordne det – for så at glemme alt om det og udskyde det i adskillige uger.

Skulle du være i tvivl, så er sidstnævnte en rigtig dårlig fremgangsmåde, når det kommer til sikkerhedsopdateringer til din telefon, der rummer alle dine private data.

Mange opdaterer ikke

Desværre er der rigtig mange af os, der alligevel forfalder til devisen om, at opdateringen godt kan vente til i morgen - eller til næste uge. Det er senest blevet tydeligt, da Apple har sendt en alvorlig sikkerhedsrettelse ud, som rigtig mange brugere tilsyneladende ikke har installeret.

Apple opdagede for cirka en måned siden en alvorlig fejl i WebKit, som er den browsermotor, der anvendes på iPhones og iPads. Fejlen gør det muligt for hackere og it-kriminelle at installere skadelig kode på enheden og derved få fingre i de data, der måtte ligge der.

Det fik Apple til at udsende en sikkerhedsopdatering i form af opdateringerne iOS 26.2, iPadOS 26.2, iOS 18.7.3 og iPadOS 18.7.3. De to opdateringer iOS 18.7.3 og iPadOS 18.7.3 er til de enheder, som ikke understøtter det nye iOS 26, som fx iPhone X og XR.

Alligevel viser opgørelser, at rigtig mange brugere ikke har installeret Apples seneste sikkerhedsopdateringer.

Sådan sikrer du din iPhone

Har du allerede opdateret din iPhone til en nyere version, fx iOS 26.2.1 eller iOS 26.2 behøver du ikke foretage dig yderligere.

Men har du en iOS-version, som er lavere end 26.2, bør du altså straks opdatere din enhed. Det gør du på følgende måde:

  1. Først skal du åbne Indstillinger på din iPhone. Det er appen med tandhjulet, som typisk ligger på hjemmeskærmen. Når indstillingerne er åbne, trykker du på Generelt.

  2. Herefter vælger du Softwareopdatering. iPhonen kontrollerer nu, om der findes en ny version af iOS.

  3. Hvis der er en opdatering klar, vises den på skærmen med en kort beskrivelse. Her skal du altså kigge efter iOS 26.2 eller højere. Tryk på Download og installer. Bliver du bedt om at indtaste din kode, skal du gøre det for at bekræfte handlingen.

  4. Inden opdateringen går i gang, downloader telefonen filerne. Det er en god idé at have iPhonen tilsluttet en oplader og forbundet til Wi-Fi, da opdateringen kan være stor. Når opdateringen er downloadet, beder telefonen dig om at genstarte. Herefter installeres opdateringen.