Bloker for phishing i Google Kalender
Google Kalender

Hackere har i årevis udnyttet Google Kalender til at sprede malware og udsætte ofre for phishing, men det kan du sætte en stopper for.

© Shutterstock

Google hjælper nu med at blokere for phishing

Googles kalender-applikation har nu fået en ny funktion, der gør, at du lettere kan undgå at havne på phishing-sider eller hente malware.

Google Kalender er en ganske smart applikation, der gør det let indkalde venner, familie og kollegaer til aftaler, møder eller andre former for begivenheder over e-mail.

Men Googles brugervenlige og overskuelige kalender-app har vist sig også at være særdeles nyttig for hackere og andre ondsindede it-kriminelle.

De seneste år har de cyberkriminelle i hvert fald udnyttet Google Kalender til at sende falske mødeindkaldelser ud til tilfældige ofre, som enten er blevet inficeret med malware eller udsat for phishing, når de har klikket på et link i en falsk kalenderindkaldelse.

Noget tyder heldigvis på, at den metode nu lider et knæk. 

Google har nemlig implementeret en ny funktion i Google Kalender, som blokerer for de falske indkaldelser.

> Vi har skrevet om kalender-phishing allerede i 2019 - læs mere her

Malware og phishing i kalenderen

Når du får en e-mail om en koncert, et hotelophold eller en reservation på en restaurant, bliver det af og til automatisk tilføjet til din Google-kalender, så du ikke glemmer det, men det har hackerne udnyttet.

I flere år har it-kriminelle udsendt tonsvis af kalenderinvitationer, som automatisk blev lagt ind i ofrenes Google-kalendere. Begivenhederne, som blev tilføjet til kalenderne, ledte via links ind på ondsindede hjemmesider.

På hjemmesiderne blev ofrene enten forsøgt narret til at oplyse betalingsoplysninger, eller de blev inficeret med malware.

LÆS OGSÅ: Gør din Google-konto sikker med totrinsbekræftelse

Ny funktion blokerer hackerne

Google har nu gjort det muligt for dig kun at få begivenheder ind i din kalender, hvis du akltivt accepterer dem. 

Funktionen er dog automatisk slået fra, så du skal selv slå den til først. Sådan gør du:

  1. Åbn din Google Kalender.
  2. Klik på tandhjulet øverst til højre.
  3. Vælg Indstillinger.
  4. Klik på Indstillinger for begivenheder i oversigten til venstre.
  5. Klik på Føj invitationer til min kalender.
  6. Vælg Når jeg har besvaret invitationen i mailen.
  7. Klik på OK.

Fremover styrer du helt selv, hvilke begivenheder, der bliver tilføjet til din Google Kalender. Du undgår således at hente malware eller at blive udsat for phishing gennem din kalender.

LÆS OGSÅ: Pas på: Ny virus lister uden om antivirus-programmet

Måske er du interesseret i ...