Flere end 100 farlige browserudvidelser stjæler dine data

I øjeblikket florerer der hundredvis af farlige browserudvidelser, som kan gøre stor skade på din pc og potentielt stjæle dine følsomme oplysninger.

Massevis af farlige udvidelser

Du kan komme i gevaldige problemer, hvis du installerer en af de mange farlige browserudvidelser i din browser.

© Jelena Stanojkovic / Shutterstock

Er du glad for browserudvidelser til fx Google Chrome, skal du være ekstra påpasselig i disse dage. Sikkerhedsfirmaet DomainTools har nemlig opdaget massevis af ondsindede Chrome-udvidelser, som kan have alvorlige konsekvenser for dig.

DomainTools har identificeret over 100 browserudvidelser, som på forskellig vis kan stjæle oplysninger om dig eller sprede yderligere malware på din computer.

Du risikerer nemt at installere de farlige udvidelser, da de gemmer sig bag populære værktøjer som VPN’er og AI-programmer, der ved første øjekast ser helt legitime ud.

Falske udvidelser ser ægte ud

De mange farlige udvidelser udgiver sig for at være kendte værktøjer som Fortinet VPN, YouTube Assistant, DeepSeek AI og Calendly.

Når du installerer de falske udvidelser, fungerer de oftest som lovet, men i baggrunden kører de skadelig kode på din pc. Hackerne kan fx stjæle sessionscookies fra de hjemmesider, du logger ind på, og dermed få adgang til dine loginoplysninger.

Derudover kan de bombardere dig med farlige reklamer eller omdirigere din netværkstrafik, så du ender på skadelige hjemmesider.

Det kan føre til yderligere malware på din pc og give dig endnu større problemer.

Sådan beskytter du dig

Hackerne bruger reklamer og falske websites, der ligner legitime sider, til at narre dig til at installere udvidelserne. Derfor bør du altid dobbelttjekke linkadressen til hjemmesiden.

Det kan du gøre med TrendMicros linktjekker. I denne artikel viser vi, hvordan du gør.

Derudover bør du:

  • Tjekke anmeldelser af udvidelserne grundigt, inden du installerer.
  • Kun hente udvidelser fra den officielle Chrome Web Store på denne hjemmeside: https://chromewebstore.google.com

Slet straks farlige udvidelser

Har du installeret Chrome-udvidelser fra ukendte kilder, bør du straks fjerne dem. Vi viser her, hvordan du sletter udvidelserne.

Når det er gjort, bør du rydde dine cookies, og det viser vi i denne artikel, hvordan du gør.

Slutteligt er det en god idé at ændre adgangskoderne til de konti, du er logget ind med i browseren, og køre en scanning med dit antivirusprogram.

Har du ikke et antivirusprogram, anbefaler vi Avast One Essential, som du kan hente fra vores hjemmeside. Klik her for at hente programmet.