Genial videoredigering på mobilen

Videoredigering forbinder de fleste af os med dyre og komplicerede redigeringsprogrammer – men nu kan du nemt redigere videoer helt gratis. Endda direkte på den mobiltelefon, som du har optaget videoerne med.

VN video editor
© Postmodern Studio / Shutterstock.com

Det har aldrig været lettere at optage videoer. Stort set alle nye telefoner har et udmærket kamera, der kan optage video i HD-kvalitet med et enkelt tryk med fingeren. Nogle telefonproducenter udstyrer endda mobilen med et kamera af særlig høj kvalitet og bruger det som det store trækplaster, når der skal sælges telefoner.

Omvendt er det de færreste mobiltelefoner, der er udstyret med et brugbart videoredigeringsprogram, som du kan bruge til at få større glæde af de mange videoklip, der ligger på telefonen. Der ligger godt nok flere apps til videoredigering i både Googles og Apples appbutikker, men de fleste af dem koster penge eller har ganske få funktioner.

App’en VN Video Editor skiller sig dog positivt ud på begge parametre: Ikke nok med, at den kan forbløffende meget – den er også helt gratis.

Nem og detaljeret redigering

Videoredigeringsprogrammer på pc’en har det med at være ret forvirrende at arbejde i. Det kan give de fleste af os grå hår i hovedet, når vi blot vil lave et sammenklip fra fx en tur i skoven.

Det er heldigvis langtfra tilfældet med VN Video Editor. App’en er særdeles nem at bruge, selv om den næsten kan lige så meget som et potent videoredigeringsprogram til pc’en. VN Video Editor er naturligvis ikke så avanceret som kæmpeprogrammer som Premiere Pro og Final Cut, men skal du redigere en kort video på telefonen, er det en genial app til formålet.

VN Video Editor har en tidslinje, som du måske kender det fra andre videoredigeringsprogrammer. I tidslinjen er der flere spor, så du både kan lægge musik, lydeffekter og tekst over dine klip. Du kan også nemt skære klip til, sætte klip sammen med forskellige overgange og afspille klip i slowmotion. Desuden kan du lægge forskellige former for effekter på dine klip, så farverne enten bliver skarpere eller billedet fx zoomer ind.

Når du har redigeret en video færdig, kan du eksportere den i flere forskellige formater og således få videoen til at afspille bedst muligt på præcis den enhed, du vil vise den på. VN Video Editor er overordnet set fyldt med gode funktioner, der gør det til en sand fornøjelse at redigere videoer på mobilen – uanset om du bruger en Android-telefon eller en iPhone.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.