Stor værktøjskasse til din computer

Microsoft PowerToys er en solid samling af nyttige, små værktøjer til Windows – og der kommer hele tiden nye til. Her giver vi dig overblikket over dem.

I dag byder både Windows 10 og Windows 11 på et hav af funktioner – og i styresystemernes egne indstillinger kan du løse de fleste problemer, du måtte have med computeren. Samtidig er der mange indbyggede programmer, som gør arbejdet ved pc’en lettere og sjovere. Fx er det nemt at optage lyde med Windows’ indbyggede lydoptager eller redigere videoer i Windows 11 med programmet Clipchamp.

Kort sagt: Du kan rigtig meget i Windows. Men med Microsofts gratis programpakke PowerToys kan du faktisk endnu mere. Pakken med små, nyttige værktøjer så dagens lys i forbindelse med Windows 95, og i dag indeholder den 17 små programmer, som på hver sin måde gør Windows lidt bedre. Fx får du værktøjet PowerRename, som gør, at du lynhurtigt kan omdøbe en hel gruppe af filer på én gang i Stifinder. Du får også Keyboard Manager, som gør det let at konfigurere genvejstaster ved helt selv at bestemme, hvad en knap eller en kombination af taster på tastaturet skal gøre.

Bliver løbende opdateret

Når du henter PowerToys, får du ikke “kun” 17 værktøjer skræddersyet til Windows af udviklerne selv. Programpakken bliver nemlig konstant opdateret af Microsoft med nye værktøjer og funktioner til eksisterende værktøjer. PowerToys gør selv opmærksom på det, når der er en opdatering klar, og så kan opdateringen hentes og installeres direkte fra hovedmenuen.

Selve programpakken er af en eller anden grund ikke installeret på forhånd i Windows, men de fleste af de muligheder, værktøjerne giver, eksisterer allerede dybt inde i Windows’ indstillinger. PowerToys gør det blot meget lettere at få adgang til de skjulte funktioner. Du skal bare hente programpakken i Fordelszonen, hvor vi har lagt den nyeste udgave af Power- Toys klar til dig. Når PowerToys er installeret, skal du aktivere det værktøj, du vil bruge – det kræver typisk blot et enkelt klik, og så er værktøjet klar.

Det er i sagens natur ikke samtlige 17 værktøjer, der er lige nyttige for alle, men de fleste er særdeles brugbare. Ja, nogle kan nærmest være uundværlige, når man først har lært dem at kende. Vi har udvalgt de allerbedste værktøjer og gennemgår her i artiklen, hvordan du bruger dem.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.