Rens pc’en for efterladte filer

Din pc fyldes langsomt af skidt og bras, som blot optager plads på harddisken. Nu kan du gøre effektivt rent på pc’en på under et minut.

For de fleste pc-ejere er det lidt af et mysterium, hvor pladsen på harddisken egentlig forsvinder hen. Sikkert er det i hvert fald, at antallet af ledige gigabytes langsomt svinder, indtil du en dag advares om manglende plads af Windows.

Den forsvundne plads på harddisken skyldes både Windows, din browser og dine installerede programmer: For Windows’ vedkommende arkiveres en ikke ubetydelig mængde opdateringsfiler, rester af installationsfiler og andre midlertidige filer, som nok burde være slettet, men ikke er blevet det.

Din browser som Chrome eller Edge gemmer en komplet oversigt over de hjemmesider, du har besøgt – inklusive billeder og andet indhold – og det bliver med tiden til adskillige gigabytes. Også de programmer, du har installeret, gemmer midlertidige filer i en såkaldt cache og glemmer ofte at få slettet filerne igen, når du lukker programmet.

Har du fx et videoredigeringsprogram, hvor du arbejder med video i høj opløsning, gemmer programmet bidder af videoen undervejs på harddisken, og de filer kan hurtigt fylde ganske meget. Hvis du kender hver en afkrog af Windows og mapperne på din harddisk, er det muligt selv at finde frem til de skyldige affaldsfiler – men det er en besværlig procedure, der involverer hundredvis af placeringer på harddisken.

Derfor får du nu programmet Clean Master, der klarer hele rengøringen for dig på under et minut. Clean Master scanner harddisken for alle kendte steder, hvor Windows, browsere og forskellige programmer gemmer overflødige filer. Derefter præsenterer det dig så for et overblik over, hvor meget plads du kan frigøre på harddisken.

Nu skal du blot klikke på en enkelt knap – og så har du igen plads på harddisken. Programmet har også en række andre værktøjer, som kræver en betalt licens, men rengøringsdelen, som vi bruger i guiden her, er helt gratis.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.