Lav nemt dit eget logo i Canva

Skal du bruge et logo til en forening, en øl, du er ved at brygge, eller noget helt tredje? Så kan du nemt lave det med et program til pc’en.

Lav et logo i programmet Canva
© IB Photography / Shutterstock.com

I 2025 skal du hverken være grafisk designer eller bruge dyre programmer som Photoshop for at lave flotte, kreative grafikker på pc’en.

Det gælder også et logo til din forening eller klub, for med programmet Canva kan du nemlig lave professionelle logoer på bare få sekunder.

Canva er et gratis program, der fx kan bruges til nemt at lave plakater, opslag på sociale medier og præsentationer.

Nu har programmet fået et genialt værktøj, der gør det uhørt nemt at lave logoer. For med en ny kunstig intelligens indbygget i Canva kan du uden at fedte med redigeringsværktøjer lave unikke logoer, og det går lynhurtigt.

Robotten klarer arbejdet

Du skal bare skrive, hvad dit logo skal forestille, fx en kylling og en gaffel, og så bruger Canva et par sekunder på at skabe fire udgaver af det ønskede logo. Det kan også være en fordel at skrive, hvad logoet skal bruges til, så Canvas kunstige intelligens har en bedre forståelse af, hvad du helt konkret har brug for.

Vil du arbejde videre med et af de fire logoer, robotten har skabt, klikker du blot på logoet og åbner det i Canvas omfattende redigeringsværktøj. Her kan du nemt tilføje tekst og symboler, hvis du synes, at logoet mangler det. Det er også muligt at ændre farverne i logoet, ligesom du kan spejlvende motivet eller forstørre elementer i logoet.

Naturligvis kan du også bare bede robotten om at lave et nyt bud på logoet med den tekst og de symboler, du savner. Når du er tilfreds med dit logo, kan du gemme det som en billedfil på din computer og bruge det på visitkort, hjemmesider, sociale medier eller i alverdens tryksager.

80 gratis logoer om måneden

Canva kan du hente gratis på vores hjemmeside, og du får 20 bestillinger om måneden. Det vil sige, at du kan stille AI-værktøjet 20 opgaver om måneden.

I praksis betyder det, at programmet kan skabe 80 logoer hver måned.

Har du brug for at lave flere, kan du få det med en Pro-konto, hvor du betaler for et abonnement til Canva, men du kommer rigtig langt uden at betale. Og logoerne bliver flotte uanset hvad.

Hent program

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Canva. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket her:

Vejledning

Herunder gennemgår vi trin for trin, hvordan du kommer godt i gang med programmet.

Opret en gratis konto

Før du kan bruge Canva, skal du oprette en brugerkonto. Det er gratis og hurtigt klaret.

1

Begynd med at hente Canva fra vores hjemmeside, og installér så programmet. Åbn Canva, og du ser dette vindue. Klik på knappen Log in through browser 1.

2

Canvas hjemmeside er nu åbnet i en browser. Vælg den måde, du vil oprette din konto på. I dette tilfælde gør vi det med en e-mail 2.

3

Skriv din e-mail-adresse 3. Klik på Fortsæt 4. På næste side vælger du et brugernavn og klikker på Fortsæt igen.

4

I indbakken til den mailadresse, du har angivet, åbner du mailen fra Canva. I mailen er der en kode 5 . Kopiér koden til udklipsholderen, eller skriv den ned på papir.

5

I Canvas registreringsvindue skal du indtaste koden fra mailen 6 eller indsætte den fra udklipsholderen ved at trykke på Ctrl + V, hvis du har kopieret den.

6

Når du ser dette vindue, klikker du på knappen Yes, continue to Canva app 7, og Canva genåbner som program i Windows.

7

Programmet er åbnet, og du skal til sidst klikke på Personlig 8. Din brugerkonto er oprettet, og du er klar til at lave logoer.

1

Åbn først Canva. Inde i programmets hovedmenu klikker du på menupunktet Canva AI 1. I tekstfeltet skriver du opgaven til robotten, altså hvad dit logo skal forestille 2. Det er i samme felt, at du giver robotten yderligere instrukser, hvis det bliver nødvendigt. Klik derefter på pilen 3, og Canva begynder at skabe logoet.

2

Canva har skabt fire bud på dit logo. Hold musen over det logo, du vil bruge 4. Er du tilfreds, kan du klikke her 5 for at gemme det. Klik på Rediger 6 for at tilpasse logoet.

3

Det valgte logo bliver åbnet i Canvas redigeringsværktøj, og du kan tilpasse det, som du ønsker. Du kan fx spejlvende motivet 7, eller du kan ændre farverne her 8.

4

I menuen til venstre kan du tilføje ekstra grafiske elementer 9 eller tekst 10 til logoet, hvis behovet opstår.

5

Når du er færdig med at tilpasse dit logo, klikker du på Del 11 og derefter på Download 12.

6

Vælg filformatet PNG 13, og klik på Download 14. Efterfølgende skal du navngive filen og vælge, hvor logoet skal gemmes på pc’en.

Dit færdige logo er gemt i den mappe på computeren, du valgte, og du kan bruge logoet, som du ønsker.

Hent magasinartikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.