Frigør besværlige filer i Windows

Nu kan du endelig slippe af med det fænomen, at du hverken kan flytte eller slette udvalgte filer, fordi et program låser dem i baggrunden. Et nyt program giver dig kontrollen tilbage.

Det er både mentalt sundt og godt for overskueligheden ind imellem at foretage en oprydning på computeren. Men hvad nytter alle de gode intentioner og gerninger, hvis Windows eller et program forhindrer dig i at flytte rundt på nogle af harddiskens filer?

Det sker ind imellem, når du forsøger at flytte en bunke filer fra én mappe til en anden, at du får en fejlmeddelelse fra Windows, der fortæller at en af filerne er låst, så du ikke kan flytte den. Ser du denne besked, betyder det altså, at Windows selv – eller et installeret program på pc’en – har filen åben i baggrunden, og derfor får du ikke tilladelse til hverken at flytte eller slette filen.

Fejlen kan være ganske svær at slippe udenom, for det kan være tæt på umuligt at lokalisere det specifikke program eller nøjagtig den proces i styresystemet, der låser filen. Først når du ved, hvilket program der holder filen åben, kan du måske lukke programmet, så det slipper filen.

De bekymringer kan du nu komme uden om. Programmet LockHunter inspicerer den låste fil grundigt og afslører, hvilket program eller proces, der låser filen. Du behøver ikke engang selv finde programmet i Joblisten og lukke det.

LockHunter giver dig mulighed for at låse filen op, så du igen frit kan flytte den rundt på harddisken, når du vil rydde op på pc’en, eller simpelthen slette den, hvis du ved, at du eller Windows ikke skal bruge filen til noget.

Pas på hvad du sletter

LockHunter er måske ikke et program, du har brug for lige nu, men gem denne artikel, så du har den næste gang, du selv oplever fejl med låste filer på computeren. Programmet er dog så effektivt, at det også uden videre kan fjerne filer, som Windows ikke kan leve uden, så vær forsigtig og slet aldrig systemfiler og andre kritiske filer fra Windows’ undermapper.

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.

Klik på linket herunder for at hente LockHunter fra vores hjemmeside i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave: