Få styr på alle de ting, du skal ordne

I en hektisk hverdag med masser af opgaver og aftaler er det nemt at miste overblikket. Med programmet Todoist får du nemt overblik over alle de ting, du skal huske.

Bruger du stadig små gule papirlapper, der bliver krøllet i inderlommen, når du skal skrive indkøbssedlen til supermarkedet? Så er det på høje tid, du lærer værktøjet Todoist til pc og mobil at kende. Med Todoist bliver det muligt at systematisere og organisere alle de lister, projekter, noter og informationer, som du ellers ville have nedfældet på en lille lap papir og glemt i en lomme – blot for at finde den et halvt år senere.

Todoist gør det også muligt at gemme dine to do-lister, indkøbssedler og små noter, så du altid har dem, også om halve og hele år. Og selv om det måske kan synes nytteløst at gemme eksempelvis en indkøbsseddel, så kan det alligevel give meget god mening, da mange af os ofte køber de samme varer igen og igen. Store dele af en gammel indkøbsliste kan derfor genbruges og blot rettes til, så du ikke skal starte forfra, hver gang du laver din indkøbsseddel.

På samme måde er det muligt at bruge pakkelisten fra sommerferien sidste år, så du ikke behøver vride hjernen for alt det, du – igen – skal huske. Her vil du takke dig selv for, at du lavede pakkelisten i Todoist, så du kunne finde den frem i igen, i stedet for at du lavede den på et stykke papir, der for længst er forsvundet.

Hold styr på dine projekter

Todoist er samtidig et ganske alsidigt værktøj, som kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Helt grundlæggende kan du bruge det til lister og huskesedler, hvor du løbende kan tjekke punkter af, efterhånden som du løser dem.

Men værktøjet kan også bruges til mere komplekse opgaver, fx i forbindelse med en renovering. Todoist gør det eksempelvis overskueligt at notere sig navne på malerprøver, du gerne vil huske, eller hvilken specifik type og længde skrue, du skal købe til terrassebrædderne, når du står nede i byggemarkedet. Den type information, som du måske ikke skal bruge lige nu, men som kan være vældig praktisk at have på et senere tidspunkt, og som derfor bør noteres et sted, hvor den er nem at finde.

Fungerer perfekt på pc og mobil

Noget af det smarteste ved Todoist er imidlertid samspillet mellem værktøjet på computeren og telefonen. Alle ændringer, du laver ét sted, bliver også ændret det andet sted. Det betyder, at du kan sidde hjemme ved computeren og skrive en indkøbsseddel eller en oversigt over opgaver, der skal laves i haven.

Og når du er færdig, lukker du blot computeren ned og tager telefonen med dig. Når du står i supermarkedet eller i haven, er alle de lister og opgaver, du oprettede på computeren, allerede på din telefon, og du kan løbende tjekke varerne af, efterhånden som du putter dem i indkøbskurven. I den følgende guide viser vi dig, hvordan du opretter en indkøbsseddel.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.