Når du skal til at lave din egen podcast, er det en rigtig god idé at udarbejde et manuskript, før du sætter dig ved mikrofonen og trykker på optageknappen. Manuskriptet giver struktur på din udsendelse og gør det meget lettere at huske, hvad du og en eventuel gæst skal tale om i en udsendelse. I manuskriptet kan du også angive tidskoder for, hvornår der er emneskift, eller hvornår et ekstra indslag som et lydklip skal afspilles.
Komputer for alle har lavet en skabelon til et podcast-manuskript, som du kan hente til din pc og tilpasse, så det passer til din podcast. Dokumentet er i docx-format, og det virker med tekstbehandlingsprogrammer som Microsoft Word, LibreOffice og Google Docs. Du skal blot downloade dokumentet og åbne det i tekstbehandlingsprogram, du plejer at bruge.