Red de slettede filer

Er du kommet til at klikke på “Tøm Papirkurv” – blot for at opdage, at du har glemt at gemme en kopi af et enkelt billede? Eller måske har dit USB-stik haft en uheldig oplevelse og fået slettet alle de filer, der lå på det.

Grundene kan være mange, men én ting er sikkert: Du kommer altid ud for denne slags ulykker, når du mindst venter det. Derfor er det en god idé at have et program installeret, som kan redde filerne, hvis uheldet skulle være ude. Og her skiller værktøjet MiniTool Power Data Recovery sig ud fra mængden som en både nem og effektiv løsning: Du kan finde flere forskellige programmer, som kan hjælpe dig med at gendanne filer på pc’en.

Det, der gør MiniTool Power Data Recovery særlig godt, er, at programmet også kan finde slettede filer på de nye SSD-drev – en opgave, som mange andre programmer må give fortabt overfor. Den digitale information på SSD-drev er nemlig mere diffus end den, du finder på en almindelig harddisk.

Men MiniTool Power Data Recovery er altså avanceret nok til, at det godt kan lade sig gøre. Samtidig er den version, vi omtaler her i guiden, helt gratis og kan redde dine filer lige så godt som den betalte version af programmet.

Den eneste begrænsning er, at du kun kan gendanne op til en gigabyte data med den gratis version. Det er rigeligt til at gendanne fx en større samling billeder, men har du brug for at forsøge at gendanne en hel harddisk eller en større mappe med videoer, kan du købe den fulde version af programmet for 129 dollars (cirka 870 kroner).

For langt de fleste mennesker vil den gratis version af programmet dog være rigeligt, og du bliver ikke druknet i tilbud om at købe fuldversionen af programmet i tide og utide. Vi viser dig her, hvordan du kommer godt i gang med at redde filer med MiniTool Power Data Recovery.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.