Gør din pc lynhurtig og stabil

Med værktøjet WinOptimizer 2020 bliver din pc optimeret, så Windows kører lynhurtigt og stabilt. Programmet renser samtidig din harddisk for alt det unødvendige skrammel, der sløver computeren.

Sammen med Komputer for alle har du ofte fået små programmer, som målrettet kan rense pc’en for skidt, sætte fart på opstarten eller rydde op på harddisken.

Vi bringer dog kun sjældent programmer, som rummer al den nødvendige pc-optimering i én stor og samlet pakke – men det får du faktisk med Ashampoo WinOptimizer 2020, som du finder i Fordelszonen sammen med dette blad. Måske synes du, navnet ”WinOptimizer” lyder bekendt?

Det er ikke noget tilfælde, for vi har tidligere bragt programmet – senest i 2018, hvor du kunne hente WinOptimizer 2018 i Fordelszonen. Når vi alligevel har valgt igen at forhandle den nye udgave af værktøjet hjem til dig hos producenten, skyldes det, at programmet har fået en række væsentlige forbedringer, siden sidste gang vi bragte det: Det nye WinOptimizer 2020 er bygget specielt til de nyeste opdateringer af Windows 10, og så har udseendet fået en tiltrængt overhaling, som gør programmet mere intuitivt at bruge.

Der er blandt andet kommet en praktisk navigationsliste med alle funktioner, ligesom startskærmen giver dig mulighed for at lave en hurtig analyse af pc’en. Programmet er ifølge Ashampoo blevet programmeret helt om fra bunden, så det nu kører hurtigere og samtidig lægger beslag på færre af pc’ens ressourcer – det gælder blandt andet hukommelsen.

Der er også kommet en del helt nye funktioner til i 2020-udgaven af Win- Optimizer. Du finder blandt andet en ny manager til Systemgendannelse i Windows og et modul, der hjælper dig med at gendanne slettede filer. En anden nyhed er muligheden for at kryptere dine filer, ligesom funktionen til at afinstallere programmer er helt nyudviklet.

I alt rummer den nye udgave af WinOptimizer mere end 80 nye, hurtige komponenter, så der er masser af gode grunde til at kaste sig over programmet. WinOptimizer 2020 rummer alt i alt en imponerende mængde funktioner, som alle er designet til at gøre Windows endnu bedre. På de kommende sider fokuserer vi primært på de dele af programmet, som kan optimere din pc og gøre den hurtigere, renere og mere stabil.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.