I startmenuen kan du – hvis du klikker dig igennem en lang liste – finde alle dine programmer. Åbner du i stedet Stifinderen, får du adgang til alle dine mapper. Og spredt udover din computer, fx på Skrivebordet eller på den eksterne harddisk, finder du dine filer.
Med andre ord kan det være noget bøvl og lidt af en ørkenvandring at finde lige præcis det program, det billede eller den mappe, som du leder efter. Det er særligt irriterende, hvis der fx er tale om en mappe, du bruger ofte. Det kunne fx være mappen til downloadede filer. Eller måske en hjemmeside, som du åbner hver eneste dag – måske endda flere gange i løbet af dagen.
Heldigvis findes der et værktøj, som samler de mest brugte genveje til dine mapper, programmer, filer og hjemmesider, så du altid har dem lige ved hånden og ikke skal til at finde dem frem med adskillige klik i Windows. Nemlig Biniware Run, som gør dit liv langt lettere.