En helt nyklassificeret sikkerhedstrussel med navnet CVE-2022-38392 er ikke som andre trusler vi tidligere har læst om.
Denne trussel kræver nemlig, at ondsindede personer kan nærme sig din pc med en højttaler og afspille sangen Rhythm Nation fra 1989 af popsangeren Janet Jackson.
Den resonans, som sangen skaber, laver skadelige vibrationer, som potentielt kan ramme de samme svingninger som harddisken selv og dermed vibrere den i smadder.
> Læs også: 4 fejl, der ødelægger din harddisk
Rammer ældre harddiske
Microsoft-bloggeren Raymond Chen fortalte på sin blog for nylig, hvordan hans kollega, der arbejdede i Windows XP's supportafdeling, allerede for en årrække siden kunne berette om truslen - og nu har den så fået sin egen officielle betegnelse.
De fandt dengang ud af, at adskillige computere fra de største producenter alle rummede samme type harddisk, der var modtagelig overfor vibrationssvagheden.
Helt specifikt drejer det sig om 2,5 tommer harddiske, der roterer ved 5.400 RPM, og som er produceret i 2005.
Disse harddiske vibrerer ved samme frekvens som Janet Jacksons sang gør, når den afspilles, og der er rapporteret harddisk-nedbrud selv i tilfælde, hvor det ikke var samme computer, der afspillede sangen - men en anden computer i nærheden.
> Læs også: Hvor meget koster Spotify, Tidal, YouTube Music og Apple Music?

Janet Jacksons sang Rhythm Nation kan have en fatal effekt på nogle harddiske.
Alt kan ødelægges med lyd
Faktisk er fænomenet med skadelige vibrationer ikke helt nyt, og det er et område som arkitekter og ingeniører altid skal tage med i betragtning, når de fx designer højhuse og broer.
På samme måde kan alle andre ting beskadiges, hvis man kender den frekvens, der gør genstandene sårbare.
I 2017 demonstrerede sikkerhedseksperten Alfredo Ortega således, hvordan en tone med en frekvens på 130 Hz kunne få en harddisk til at stoppe med at modtage kommandoer.
Det kunne lade sig gøre, fordi lydbølgerne fra tonen forplantede sig i harddisken som vibrationer, der blev opsamlet af de roterende, mekaniske harddiskplader.

Fænomenet, hvor vibrationer får ting til at gå i selvsving, kendes nok bedst fra broen Tacoma Narrows Bridge, der i 1940 styrtede sammen, fordi høje vindhastigheder fik dens brodæk til at vibrere indtil den kollapsede.
Din moderne pc er ikke i fare
Du behøver dog ikke frygte, at din moderne pc også vil bryde sammen, hvis du afspiller Janet Jacksons sang.
Harddiskproducenterne har siden ændret designet på deres diske, og derfor bør du godt kunne afspille den selvsamme sang på din moderne computer.
Men der er naturligvis risiko for at kriminelle opdager de ødelæggende frekvenser på moderne harddiske og derefter bruger informationerne til afpresning.
Hvis du har en nyere pc - og har modet til det - kan du selv lytte til den ødelæggende popsang i videoen herunder. Det er dog på eget ansvar.
> Læs også: Derfor skal du give dine harddisk et sikkerhedstjek - se hvordan her