Den længe ventede opdatering til Windows 8 med navnet Windows 8.1 ligger nu endelig klar. Udgivelsesdatoen har Microsoft ikke officielt villet ud med før i dag, og nu ligger opdateringen altså tilgængelig i deres programbutik, Microsoft Store.
Alle, der har en computer med Windows 8, kan nu hente den nye udgave helt gratis fra deres Store, som du finder på din startskærm. Den første flise, du støder på inde i programbutikken, hedder Opdater gratis til Windows 8.1 – den klikker du på.
Derefter klikker du i øverste venstre hjørne på en lille blå knap med teksten ”Download”. Så er du godt på vej til det nye styresystem, hvor du blandt andet får flere muligheder for at designe din Startskærm, hente flere apps og dele skærmen op i flere bidder.
Man skal som altid være påpasselig med at installere nye versioner af styresystemer. Microsoft anbefaler bl.a. selv, at du tager en sikkerhedskopi af alle dine filer, inden du vælger at opdatere til 8.1.
Læs spørgsmål og svar om Windows 8.1 her
Tjek, om dit computerudstyr virker med Windows 8.1 her
Hvis du har en tidligere Windows-udgave, så skal du dog have tegnebogen op ad lommen og betale 899 kroner for Windows 8.1, mens Windows 8.1 Pro koster 1.999 kroner.