Fjern det indbyggede bras i Windows

Slip af med programmer og værktøjer, du ikke har brug for.

Bare ét besøg i startmenuen kan afsløre et af Windows 10’s største irritationsmomenter. I menuen ligger nemlig adskillige programmer, som spænder fra at være primitive til direkte ubrugelige og overflødige – og flere af dem har endda fået fremtrædende placeringer.

Det gælder blandt andet Microsofts eget e-mailprogram Mail eller korttjenesten Kort. Disse programmer har lige siden lanceringen af Windows 10 været faste bestanddele af styresystemet, medmindre du med et krævende teknisk indgreb har bevæget dig ind og redigeret i Windows’ systemfiler.

Du har med andre ord haft mere end svært ved at slippe af med dem – indtil nu. Med programmet Geek Uninstaller kan du nemlig endelig få bugt med de indbyggede Windows-programmer. Geek Uninstaller er grundlæggende designet til at afinstallere programmer, præcis som du kender det fra Kontrolpanelet i Windows, men det går skridtet videre og giver mulighed for også at fjerne Microsofts egne programmer som Mail, Kalender og Kort.

Fremgangsmåden er dog præcis den samme, som når du vil af med et hvilket som helst andet program. Når du nu har fundet de gule gummihandsker frem og gør klar til den store rengøring i Windows, er der andre programmer, som du bør overveje at fjerne. Microsoft er nemlig ikke det eneste firma, der forsøger at berige dit styresystem med ubehjælpsomme programmer.

Ofte har pc-producenter gjort dig den tvivlsomme tjeneste at forhåndsinstallere en række programmer på computeren. Dén type ekstraprogrammer går under betegnelsen bloatware, og for langt de fleste brugere vil programmerne aldrig blive taget i brug, men blot optage lagerplads og virke som en torn i øjet, når du klikker rundt i Windows.

På de kommende sider får du det komplette overblik over, hvilke programmer du kan risikere, at Microsoft og pc-producenten har installeret på netop din maskine, så du kan fjerne alle de overflødige programmer, som fulgte med din computer.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.