Få et digitalt katalog over bogsamlingen

Nu kan du langt om længe få hjælp til at registrere og sortere dine bøger på pc’en – takket være et nyt program i Fordelszonen.

Hjemme hos os er bogreolerne godt fyldt op. Nogle vil endda mene, at vi har for mange bøger, og måske er der noget om snakken. Jeg har fx flere gange købt bøger, jeg allerede havde, fordi jeg ganske enkelt havde glemt, hvilke bøger der rent faktisk stod hjemme i bogreolen. For hvis bogsamlingen har taget en smule overhånd, kan du hurtigt glemme, hvilke bøger samlingen i virkeligheden består af.

Løsningen er at organisere det hele i et digitalt katalog på computeren. Der findes adskillige gode og meget avancerede programmer til at gøre netop det. Men der er ét problem: Programmerne koster stort set altid en mindre formue. Det gør programmet Data Crow derimod ikke. Data Crow, der er et glimrende værktøj til at organisere bøger, kan du nemlig hente fuldstændig gratis i Fordelszonen.

Det nemme overblik

Med Data Crow kan alle bøgerne fra bogreolen nemt organiseres, uanset hvor omfattende bogsamlingen måtte være. Du opretter blot et katalog og tilføjer dine bøger til det. Hver gang du tilføjer en bog til kataloget, kan du bruge programmets tilhørende servere til at finde bogen på nettet og importere data om bogen inklusive et billede af omslaget.

Hvis din bog ikke findes i den rigtige udgave på en af serverne, er det også let at tilføje bogen selv og indtaste relevante oplysninger om den, såsom udgivelsesår, resumé og forlag. Det er desuden muligt at redigere i eksisterende bøger, du har tilføjet, og fx udskifte billedet af bogens omslag, ligesom du kan oprette forfattersider. Når hele samlingen er klar, kan den sorteres efter forfatter, titel eller noget tredje, og du kan bruge programmets søgefunktion til at finde en bestemt bog.

Så kan du i løbet af få sekunder opklare, om en bog, du skal til at købe, allerede findes et sted i reolen.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.