ESET Internet Security

ESET Internet Security giver god beskyttelse af pc'en, men de mange funktioner kunne være præsenteret bedre.

I begyndelsen af året viste en tysk undersøgelse af 21 sikkerhedspakker til Windows, at slovakiske ESET er med i den absolutte elite.

Vores test bekræfter da også, at ESET Internet Security ikke bare er god til at finde og fjerne virus; det er også en omfattende sikkerhedspakke med mange fine funktioner.

Der er fx god forældrekontrol og en indbygget krypteret browser, som du kan bruge til din netbank eller betalingssteder på nettet.

Den primære skærm i programmet viser notifikationer, hvis du fx mangler at ændre vigtige sikkerhedsindstillinger, eller hvis der er nye opdateringer til Windows. Det kunne have været rart, hvis de vigtigste funktioner var flyttet helt frem til notifikationsskærmen, så man med det samme kunne se, hvornår der sidst var foretaget en virusscanning i Windows. Den samme prioritering plager også programmets meget omfattende indstillingsmuligheder, som det kan være lidt svært at finde rundt i. Men det er trods alt lidt et luksusproblem, for overskueligheden ryger primært, fordi der er så mange indstillinger at vælge imellem.

Selve scanningen af systemet gik fint i den praktiske test: ESET Internet Security fangede alle de mest udbredte former for virus og andre skadelige programmer, men effektiviteten svigtede lidt på de allernyeste trusler, hvor ESET Internet Security kun stoppede 99,2 procent af angrebene. Til gengæld afgav ESET ingen falske alarmer ved sikre programmer.

ESET's sikkerhedspakke belaster computerens ydelse som en gennemsnitlig sikkerhedspakke. Det er især åbning af websider, der rammes. Det tager 17-18 procent længere tid at åbne store hjemmesider på computeren, når ESET kører i baggrunden.

Vi testede ESET Internet Security i samarbejde med det uvildige tyske sikkerhedsfirma AV Test, der brugte sin omfattende samling af computervirusser til at teste programmets effektivitet. Du kan læse mere om AV Test her: www.av-test.org

Den angivne pris er for 1 enhed i 1 år.

Testzonen default image

ESET Internet Security

Karakter: 7.9/10
Pris: 308 kr
Mærke: ESET
Testdato: 26. april 2021
7.9 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Mange gode funktioner
Gode indstillingsmuligheder
Minus
Kan virke lidt uoverskuelig
Konklusion
ESET Internet Security giver god beskyttelse af pc'en, men de mange funktioner kunne være præsenteret bedre.
Specifikationer
Type
Programmer apps spil
functions
Sikkerhedspakke
os
Windows 10, 8 og 7
language
Dansk