Du behøver strengt taget ikke et rat og et sæt pedaler for at spille et bilspil på pc’en, men det løfter altså oplevelsen markant.
Thrustmaster T248R ligner til forveksling et rigtigt bilrat, og det føles også sådan. Vi kørte en stribe prøveture i blandt andet bilspillet Forza Horizon, og vi havde en god føling med bilen, når vi drejede på rattet og brugte det solide pedalsæt med bremse, kobling og speeder.
T248R gør det hele lidt mere autentisk ved hjælp af force feedback, hvor små vibrationer i rattet simulerer de rystelser, din bil bliver udsat for på skærmen.
Skærm indbygget i rattet
Øverst på rattet sidder en lille skærm, hvor du fx kan se dine omgangstider. Vi havde lidt svært ved at se nytten af skærmen, for det var som regel svært at tage øjnene fra racerløbet på computerskærmen uden at havne i et uheld.
Der følger et monteringssæt med i pakken, og det er nemt at få rattet skruet fast på bordpladen med dets store klemme, så Thrustmaster T248R ikke rokker sig ud af flækken i selv de skarpeste hårnålesving.
Pladen med pedaler er både tung og skridsikker, så den bliver også stående, når du trykker sømmet i bund.

