Spil de gode gamle spil

Savner du også de gamle spil fra 1980’erne og 1990’erne? Så har vi en rigtig god nyhed til dig: Mange af de klassiske computerspil kan spilles helt og aldeles gratis direkte i din browser.

Hvis man spørger undertegnede, er computerspil uden tvivl i top 10 over verdens bedste opfindelser. Spil er nemlig ikke kun sjov underholdning. De er ofte også tankevækkende og lærerige – og når du først har investeret i et spil én gang, kan det som regel spilles igen og igen på flere forskellige måder.

Computerspil kan også have en nærmest terapeutisk effekt og bruges som et afbræk fra den travle hverdag. Nogle mennesker lever endda af at spille. Spil som fx skydespillet Counter Strike er i dag en sportsgren, hvor professionelle spillere tjener store summer penge ved computeren, og hvor millioner af fans verden over følger med, når de største spillere dyster mod hinanden.

Sådan har spilverdenen dog bestemt ikke altid været – og selv om de nyeste spil i dag er en milliardindustri, er vi faktisk mange, der foretrækker de klassiske spil som Wolfenstein 3D og det første Civilization-spil.

Et glædeligt gensyn

De gode gamle spil fra 80’erne og 90’erne er for mange pc-brugeres vedkommende det første bekendtskab med computerspil. Spillene blev for det meste udviklet til at køre på det gamle operativsystem MS-DOS, som for længst er forældet, og moderne pc'er er som udgangspunkt ikke længere kompatible med de gamle spil. Det betyder dog ikke, at de ikke kan spilles i dag. Der findes nemlig tjenester på nettet, hvor spillene kan spilles helt gratis og lovligt. Play Classic Games er en af de sider, og den har et stort bibliotek med næsten alle tænkelige gamle spil.

På hjemmesiden, der er udviklet af en gruppe spilentusiaster, kan du finde alt fra Duke Nukem 3D og Minestryger til Sim City 2000 og Super Mario. Det er dog ikke muligt at gemme sine fremskridt i et spil på siden og indlæse dem igen senere – du starter altså forfra hver gang. Til gengæld kan du få et glædeligt gensyn med de gode gamle klassikere og bekrige nazister i Wolfenstein 3D eller bygge din egen storby i Sim City. Men pas på: Spillene er lige så vanedannende i dag, som de var i gamle dage.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.