Tag et foto, hent en stump tekst, og kombinér de to ting i et sjovt billede, der består af ord og bogstaver i stedet for små farvede prikker. Med programmet Textaizer, som vi har lagt på cd’en, kan du producere sjove billeder, der ser godt ud på væggen, i klubbladet eller som forside på en festsang.
Bedst bliver resultatet, hvis du kombinerer et portrætfoto med nogle velvalgte ord, der relaterer til motivet – men alt er muligt, så har du et billede, du gerne vil vise på en ny måde, er det bare om at komme i gang. Textaizer er nemt at bruge, og du lærer hurtigt at justere dit billede, så det kommer til at se godt ud. Det hele er overstået med nogle få klik og tastetryk, men vi viser dig også, hvordan du bruger de vigtigste justeringsmuligheder. Endelig runder vi af med en kort intro til andre sjove effekter i programmet.