Der har i mange år manglet et godt program på markedet, som kan bruges til at lægge et helt almindeligt privat husholdningsbudget.
For hvad gør du, hvis du ikke er ekspert i regneark og i øvrigt også synes formlerne er for besværlige og uoverskuelige? Og heller ikke er tilfreds med håndskrevne kolonner i papirformat?
En læser skrev for nylig til os og fortalte, at banken Nordea havde nedlagt deres budget-funktion på hjemmesiden. Læseren spurgte, om vi kendte til et alternativ, der var ligeså godt og ikke krævede teknisk indsigt.
Det alternativ findes nu.
Perfekt budgetplanlægger
Det tyske firma Ashampoo, som du måske blandt andet kender for det glimrende optimeringsprogram WinOptimizer, har nemlig netop lanceret et nyt regnskabsprogram, der er tiltænkt helt almindelige mennesker.
Programmet kalder tyskerne Ashampoo Money, og programmet var egentlig på engelsk, men sammen med firmaet har vi på Komputer for alle fået oversat programmet til dansk, så det er endnu nemmere at finde rundt i.
I Ashampoo Money kan du let og overskueligt indtaste både faste og løbende udgifter og indtægter i forskellige kategorier.
Resultatet præsenteres på en overbliksside, hvor du altid kan se dit aktuelle rådighedsbeløb og endda se økonomiens bevægelser i grafer og diagrammer.
Programmet sørger for selv at lægge beløb sammen og trække fra, så du behøver ikke have noget kendskab til regnearks-formler – og overskueligheden slår dine papirnoter med flere længder.
> Foretrækker du at lægge budget i Excel, kan du få hjælp til det her
Småudgifter eller rådighedsbeløb?
Ashampoo Money giver dig mulighed for selv at styre detaljegraden i din økonomi.
Du kan bruge programmet til at udregne dit rådighedsbeløb ved at indtaste alle indtægter og de faste udgifter til fx husleje, forsikringer, telefon og varme.
Det giver et slutfacit, som altså er dit rådighedsbeløb til løbende udgifter.
Men du kan også indtaste alle småudgifterne fra dine boner, hver gang du har handlet ind for på den måde at have det komplette overblik, hvor du ved hver måneds udløb kan afstemme tallene i Ashampoo Money med de faktiske tal i din netbank.
Det er naturligvis helt op til dit eget temperament, hvor detaljeret du ønsker at styre din økonomi.
Sådan bruger du programmet
I Komputer for alle nummer 3/2024 kan du læse alt om det nye Ashampoo Money.
Vi viser over seks sider, hvordan du kommer i gang med programmet, og hvordan du får tilføjet løbende og faste udgifter og indtægter.