Vis hinanden hvor I er – og hold styr på familien

Med den nye app Life360 er det både hurtigt og nemt at holde styr på familiens medlemmer, så I altid kan finde hinanden. Både derhjemme, og hvis I er på ferie sammen.

Hvem er hvor? Et simpelt spørgsmål, det som regel er yderst svært at svare fyldestgørende på. Særligt i en stresset hverdag, hvor familiens medlemmer har mange forskellige aktiviteter og gøremål. Eller hvis man er en gruppe afsted på ferie, som skal koordinere forskellige ønsker og nå diverse udflugtsmål i et stramt program. Med app’en Life360 bliver det markant lettere at holde styr på hele familien.

Bogstavelig talt. Med app’en installeret på familiens telefoner kan I nemlig hele tiden se, hvor alle er, hvor de har været, og endda også, hvor meget batteri de har tilbage på telefonen. Alt sammen i en overskuelig app, som gør det nemt og hurtigt at aflæse, hvem der er hvor. Familiens medlemmer bliver nemlig til små ikoner på et kort, så I hele tiden kan følge hinandens position.

Del med dem du har lyst til

Life360 fungerer på den måde, at du først opretter dig som bruger. Når du har gjort det, opretter du en såkaldt cirkel i programmet. En cirkel er den gruppe af mennesker, du vil dele din lokalitet med, og det kan typisk være din familie. Når cirklen er oprettet, bliver der knyttet en unik kode til cirklen, og den kode kan du så dele med dem, du vil dele din placering med.

Det kræver selvfølgelig, at de andre familiemedlemmer også installerer Life360 på deres telefon, men den sag er hurtigt klaret, når du følger med i vores guide på de kommende sider, hvor vi viser, hvordan du gør.

Find nemt hinanden

Når medlemmerne er indlemmet i din cirkel, kan I så se hinanden på et kort, når I åbner app’en på jeres telefon. Og delingen foregår i realtid, så hvis en person går ned ad en sidegade på et travlt strøg i Madrid, hvor temperaturen er over 30 grader, kan alle andre se det og dermed lynhurtigt gå i samme retning, så det bliver nemt at mødes et køligere sted. På de kommende sider viser vi, hvordan du og din familie bruger app’en. Fx kan du slukke for lokationsdelingen i et selvvalgt tidsrum, eller du kan se, hvor du var henne i går.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.