Sådan spotter du de farlige apps

Det er ikke kun gode værktøjer, der er på hylderne i app-butikkerne hos Google, Apple og Microsoft. Er du uheldig, kan du ende med en inficeret telefon eller pc. Vi viser dig her, hvordan du undgår virus og malware, når du henter apps.

“Jeg henter da bare en app!” Hvad enten det er en plante på skovturen, der skal artsbestemmes, en hylde, der skal hænge lige, eller mad fra det lokale pizzeria, der skal bestilles i en ruf, så findes der i dag en app, der kan lige præcis det, du efterspørger. Samtidig er det lettere og hurtigere end nogensinde at downloade apps til din telefon eller tablet, for det tager ikke mere end 4-5 tastetryk, så er app’en fundet frem, hentet og installeret på din telefon og klar til at gøre, som du befaler.

Og når det går så hurtigt at installere en app – og der findes så mange af dem – er vi tilbøjelige til at installere rigtig mange. Faktisk har en gennemsnitlig smartphone 80 apps installeret på sin telefon, mens typisk kun omkring 10 af dem faktisk bliver brugt.

Har app’en rent mel i posen?

Og når vi installerer så mange apps, er spørgsmålet, om vi husker at tjekke, om det nu også er en app, der har rent mel i posen, og som kun vil os det bedste. Hvem har fx udviklet den? Hvor mange andre har hentet den før dig, og hvad synes de om den? Og hvilke dele af din telefons maskinrum og dine data har app’en adgang til at stikke snablen ned i?

De tre spørgsmål bør du altid som minimum stille dig selv, før du downloader endnu en app, som risikerer at ende i bunken af apps, du aldrig bruger. I dag ligger der nemlig utrolig meget af vores data – og vores digitale liv – i vores telefoner. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at du sikrer dig, at din telefon er sikker. Og en af måderne at sikre det på er at være ekstra kritisk og grundig, når du installerer nye apps.

Lær faresignalerne at kende

I denne artikel viser vi dig, hvad du skal kigge efter, når du skal tage stilling til, om app’en skal have lov til at bo på din telefon – og hvilke faresignaler der straks skal få dig til at hugge bremserne i. Vi tager i denne artikel udgangspunkt i Android- platformen, da det er her, de fleste falske og farlige apps huserer.

Men rådene, vi giver, kan du sagtens overføre til din app-adfærd, hvis du har en iPhone, for du bør være opmærksom på præcis de samme ting, når du downloader apps i Apples App Store. Eller for den sags skyld, når du henter apps til Windows i Microsoft Store på computeren.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.