Medicinkortet er lukket: Hvad betyder det for dig?

Mange danskere har brugt app'en Medicinkortet til at forny recepter og holde styr på medicin, men nu er det slut. Læs her, hvad det betyder for dig.

Medicinkortet lukker

App'en Medicinkortet er lukket ved årsskiftet, og du skal nu bruge andre apps til at finde oplysnigner om din medicin.

© pikselstock / Shutterstock

Kalenderen siger januar 2025, og det betyder blandt andet, at du ikke længere kan bruge app'en Medicinkortet.

Den populære app, som blev brugt til at tjekke og forny recepter og holde styr på din medicin, blev nemlig lukket ved årsskiftet.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen skal lukningen af Medicinkortet-app'en gøre det lettere at finde alle dine sundhedsoplysninger ét samlet sted.

Funktionerne og oplysningerne fra Medicinkortet er derfor blevet flyttet til andre apps og tjenester, hvor du også finder øvrige oplysninger om din sundhed såsom dine journaler, henvisninger og lignende.

Der er altså intet, der er blevet slettet – det er blot flyttet.

Her flytter dine oplysninger hen

Eftersom Medicinkortet er lukket som app, skal du bruge andre apps til at finde oplysninger om din medicin.

Det drejer sig om MinSundhed og Min Læge.

  • I app'en MinSundhed logger du ind med MitID og trykker på Medicin for at se dine oplysninger.
  • I app'en Min Læge logger du ind med MitID, trykker på fanen Journal og derefter på Medicin.

Du kan også bruge hjemmesiden sundhed.dk til at se dine oplysninger. Hjemmesiden fungerer i alle browsere, og du skal blot logge ind med MitID for at få adgang til medicinkortet.

Sådan henter du MinSundhed og Min Læge

Oplysningerne fra Medicinkortet-app'en er flyttet til de to gratis apps MinSundhed og Min Læge, som begge findes til både Android og iPhone.

For at hente MinSundhed skal du gå til App Store eller Google Play og søge efter "MinSundhed". Vælg app'en, der er udviklet af sundhed.dk.

For at hente Min Læge-app’en skal du søge efter "Min Læge" og installere app'en udviklet af Praktiserende Lægers Organisation.