Følg fuglenes færden på din telefon

Undrer du dig over, hvor fuglene flyver hen om vinteren? Med app’en Animal Tracker kan du nemt få et overblik over, hvor trækfuglene er lige nu!

Animal Tracker app

Smart app gør det endnu sjovere at kigge på fugle i naturen.

Fugle er fantastiske at betragte ved foderbrættet i haven og i søer og vandløb rundt om i naturen. Men hvor bliver fuglene af, når de ikke er i Danmark?

Med app’en Animal Tracker kan du følge fuglenes færd rundt i verden. App’en er udviklet af Max Planck Institute For Ornithology, der mærker en masse fugle for at lære deres træk-ruter bedre at kende.

Da de mærkede fugle er udstyret med en GPS, bliver deres position opdateret næsten i realtid – så du kan faktisk se, hvis der skulle være en mærket fugl i din have.

Udsnit fra app'en Animal Tracker på Android, der viser, hvor trækfuglene er henne i Europa.

Med Animal Tracker kan du se, hvor trækfuglene opholder sig, og zoome ind på de steder, du synes er interessante.

© Animal Tracker

Hjælp forskere direkte i appen

Forskerne ved Max Planck Institute For Ornitology vil nemlig gerne have hjælp fra mennesker rundt om i verden:

Skulle du støde på en af de mærkede fugle ude i naturen, kan du hjælpe ved at tage et billede af fuglen, eller skrive en lille besked til forskerne om, hvad fuglen lavede, da du så den.

Det kan du selvfølgelig gøre direkte i app’en.