Ideen bag dette solpanel er enkel og elegant: Med to solpaneler og to USB-udgange kan du lade telefoner, batteripakker og andet udstyr på ren solkraft. Og med en angivet ydelse på hele 2 ampere burde det endda gå forholdsvis hurtigt.
Panelets fysiske kvalitet er fremragende. Det er bygget som to plader, der kan foldes sammen mod hinanden, når de ikke er i brug. Pladerne er bøjelige, så de kan strammes hen over en rygsæk eller lignende. Der er fire stærke stofkroge, så panelet kan monteres med de medfølgende karabinhager. De to USB-tilslutninger findes på bagsiden af det ene panel. Meget praktisk er de omgivet af en stoflomme, så det man lader, kan være pakket ind i panelet.
Desværre er ydelsen skuffende. I dansk solskin fra en skyfri himmel kommer panelet ikke i nærheden af de angivne 13 watt / 2 ampere. På en hel dag i solen formåede panelet at samle 5000 mAh til vores batteripakke. Nok til at lade en telefon, men lige i underkanten til en tablet. At vi ikke bliver dybt skuffede over den forskel skyldes, at vi har tilsvarende erfaringer med andre solpaneler.
