Microsoft indsætter reklamer i dine PDF'er

Betaler du for at bruge Microsoft 365-app'en på din telefon, når du skal læse og skrive dokumenter, må du nu leve med nye annoncer, der dukker op midt i dine PDF'er. Der er dog også en anden løsning.

Det er naturligt at formode, at man slipper for reklamer, når man er betalende kunde for Microsofts kontorpakke Microsoft 365. Men nu er firmaet begyndt at vise reklamer lige midt i dine PDF'er, når du forsøger at læse dem på skærmen.

Det er naturligt at formode, at man slipper for reklamer, når man er betalende kunde for Microsofts kontorpakke Microsoft 365. Men nu er firmaet begyndt at vise reklamer lige midt i dine PDF'er, når du forsøger at læse dem på skærmen.

© Shutterstock / Kaspars Grinvalds

Hvis du har Microsoft 365 (Office)-app'en installeret på din telefon med Android, kan du nu blive udsat for reklamer fra en helt ny kilde.

Flere brugere har rapporteret, at der dukker reklamer op midt i det hele, når de læser PDF-dokumenter i Microsoft 365.

Der er endda eksempler på, at reklamerne dukker op i PDF-viseren, selv om du er betalende kunde for Microsofts 365-kontorpakke, hvilket naturligt nok gør frustrationen endnu større.

Microsoft tester annoncer i alle kanaler

Vi har tidligere fortalt om, at Microsoft sniger egenannoncer, reklamer og såkaldte anbefalinger ind alle steder i Windows - senest i notifikationerne nede ved uret.

Det er dog nyt, at der dukker deciderede reklamer op for tredjepartsfirmaer i Microsofts egne produkter - og så endda i tjenester, som folk har betalt for i dyre domme.

I tilfældet med reklamerne i PDF-viseren er der tale om en annonce for en kryptovalutabørs af tvivlsom karakter.

Enkelte brugere af Microsofts app hævder, at annoncerne også er dukket op, når de har læst andre dokumenter end dem af typen PDF på deres telefon, og derfor har været nødsaget til at erstatte app'en med en mere sober af slagsen.

Indtil videre er problemet kun identificeret på Android-telefoner, og det lykkedes ikke os her på redaktionen at genskabe reklamen i den danske udgave af app'en.

Men den kan være på vej herhjemme også - eller blive vist sporadisk.

I eksemplet her dukkede en tilfældig reklame op midt i PDF'en på skærmen. Annoncen forsøger at sælge adgang til en kryptovalutabørs og er stærkt distraherende.

I eksemplet her dukkede en tilfældig reklame op midt i PDF'en på skærmen. Annoncen forsøger at sælge adgang til en kryptovalutabørs og er stærkt distraherende.

Det skal du gøre, hvis der dukker reklamer op i dine PDF'er

Er du blandt de uheldige, der bruger Microsoft 365-app'en og får reklamer smidt i hovedet, når du læser PDF'er på telefonen?

Så er løsningen lige for: Drop Microsoft 365 som standard-app til PDF'er og brug en anden fremviser.

  1. Drop Microsoft 365 som standard-app
    Gå ind i din telefons indstillinger og vælg punktet Apps. Tryk på Microsoft 365 (Office). Tryk nu på Angiv som standard og fjern skyderen ved Åbn understøttede links.

  2. Vælg en anden PDF-fremviser
    Når du næste gang trykker på en PDF-fil, bliver du spurgt, hvordan du vil åbne den. Vælg nu fx Drev, der er indbygget på din telefon, og som ikke viser reklamer.

Du kan også vælge en helt tredje fremviser, hvis du har andre installeret på din telefon. Det kan du se, når telefonen spørger, hvordan du vil åbne PDF'en.