En smartlås erstatter din nøgle med en app, så du kan låse din dør op med mobilen. Det gør hverdagen lettere, når det fungerer.
Med smartlåsen Tedee Go 2 er både installation og betjening gjort så enkel som muligt. Låsen kan endda indstilles til automatisk at låse døren op, når du nærmer dig – og låse igen, når du går.
Installationen er nem, hvis ellers din dørlås er kompatibel. Låsen passer direkte på dråbeformede cylindere, og med en adapter kan den også bruges på de ovale/runde skandinaviske cylindere og på døre med vrider.
Ikke til alle døre
I vores testhjem, hvor nogle låse er blevet udskiftet løbende, fungerede smartlåsen kun med halvdelen af dørene.
På Tedees hjemmeside kan du tjekke, om din lås er kompatibel.
Efter montering forbandt vi let smartlåsen med app’en via Bluetooth. Herfra kan du styre døren og nemt dele adgang med fx familiemedlemmer eller håndværkere.
Kombinér med sensor og keypad
Du kan også købe tastaturet Tedee Keypad Pro, som kan sættes op udenfor døren. Derefter kan du låse Tedee Go 2 op udefra med fingeraftryk eller pinkode.
Køber du også Tedees trådløse bridge, kan du betjene Tedee Go 2, uanset hvor du befinder dig. Den er let at sætte op og bruge. I den forbindelse kan det være praktisk også at købe dørsensoren Tedee Door Sensor, som sikrer, at døren rent faktisk er lukket, når den låses.
Motorlyden er høj, men mere afdæmpet end den tidligere udgave.
