Loftslampen Enrave fra Philips Hue giver et godt lys til fx en entré.
Som med alle andre Hue-produkter styrer du lyset med en app på din telefon, men der følger faktisk også en trådløs Hue-fjernbetjening med. Du skal bare sørge for, at der hele tiden er tændt for strømmen til lampen, så fjernbetjeningen kan erstatte den almindelige kontakt.
Lyset er ligeligt fordelt i området under lampen, der bliver også kastet en ring af lys op på loftet omkring lampen. Du kan ikke skifte farve på lyset, men med Hue-app'en kan du styre lysets temperatur fra køligt, blåt lys til en varmere, rødlig tone. I den maksimale indstilling er lyset kraftigt, og egner sig nok bedst til husets entre, men du kan også bare skrue ned for lysstyrken, hvis du vil bruge lampen i andre rum.
Hue Enrave fås i fire størrelser – S, M, L og XL – med en diameter på mellem 26,1 og 55,1 cm.
Lampen er ret tung, men den er nem at montere i loftet. Du skal bare skrue en rund plade op og derefter sætte lampen fast ved lige at dreje den, så pladen og lampen falder i hak. Et par klemmerækker inde i lampen sørger for forbindelsen til lampeudtaget i loftet.
