Oclean X Elite 10

En ny smart tandbørste fra firmaet Oclean giver dig mulighed for at holde øje med dine tandbørstninger via en app på telefonen og et farvedisplay på selve tandbørsten.

Oclean X Elite 10 fås i to forskellige farver: Lys grå og sort.

Oclean X Elite 10 fås i to forskellige farver: Lys grå og sort.

© Oclean

Oclean X Elite 10 er en ny smart tandbørste fra firmaet Oclean, og den har flere gode egenskaber. Desværre er den medfølgende app ikke en af dem.

Tandbørsten rummer både Wi-Fi og Bluetooth, og den snakker sammen med app’en Oclean Care+ på din telefon.

Som almindelig tandbørste virker Oclean X Elite 10 aldeles fremragende. Den er utroligt støjsvag, og bevægelserne er meget hurtigere, end hos almindelige el-tandbørster. Faktisk vibrerer Ocleans tandbørste med hele 84.000 bevægelser i minuttet, og det kan mærkes.

Du kan også vælge forskellige rengøringsprogrammer med forskellige varigheder, så du fx kan lave en hurtig børstning på halvandet minut midt på dagen og den grundige soignering på tre minutter før sengetid.

Derfor resulterer børstningen da også i en tilfredsstillende fornemmelse af et rent tandsæt.

Det smarte falder lidt i baggrunden

X Elite 10 er udstyret med sensorer, der kan følge 12 forskellige parametre i realtid, og derfor er tandbørsten i stand til at give dig karakterer for din børstning, og endda angive med et billede på børstens indbyggede farveskærm, hvor du bør børste mere grundigt.

Det er en smart funktion, og det virker fint, når man holder sig til skærmen på tandbørsten. Du kan nemlig også bruge Ocleans app, hvor tandbørsten er forbundet, til at se de samme resultater.

Men her oplevede vi desværre gang på gang over flere ugers brug, at det resultat, der blev vist på selve børsten var helt anderledes fra det resultat, der blev vist i app’en for den samme dag. Samtidig er app’en ikke særligt brugervenligt strikket sammen, og derfor ender du formentlig hurtigt ligesom denne tester med at droppe app’en og bare bruge tandbørsten som en almindelig elbørste.

Kræver særlige børstehoveder

Med en vejledende pris på knap 1.000 kroner er det dog en noget højere pris end de fleste konkurrerende tandbørster.

Ocleans tandbørster bruger særlige børstehoveder, og er altså ikke kompatible med de almindelige til fx Braun og Oral-B, som du finder i de fleste supermarkeder.

Batteritiden er 40 dage, og det opvejer lidt irritationen over en tandbørste, der ikke kan oplades med induktion, men kræver en tilslutning via USB C.

Du kan blandt andet købe Oclean X Elite 10 direkte på firmaets hjemmeside her:
https://eu.oclean.com/products/x-elite-10-sonic-toothbrush

Der følger blot et enkelt børstehoved med til Oclean X Elite 10, så du skal hurtigt på jagt efter flere, der passer med Ocleans tandbørster.

Der følger blot et enkelt børstehoved med til Oclean X Elite 10, så du skal hurtigt på jagt efter flere, der passer med Ocleans tandbørster.

© Oclean
Oclean X Elite 10 fås i to forskellige farver: Lys grå og sort.

Oclean X Elite 10

Karakter: 7.2/10
Pris: 975 kr
Mærke:
Testdato: 26. november 2025
7.2 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Meget støjsvag
Lynhurtige bevægelser
Gode børsteprogrammer
Fint farvedisplay
Minus
App'en er mere eller mindre ubrugelig
Virker kun med Ocleans egne børstehoveder
Kan ikke oplades via holder med induktion
Ret dyr i indkøb
Konklusion
Oclean X Elite 10 er en fremragende tandbørste, men de ekstra muligheder med Wi-Fi og den medfølgende app er ikke merprisen værd.
Specifikationer
Smart tandbørste
sensorer
12 forskellige zoner
vibrationer
84.000 bevægelser i minuttet
støj
Mindre end 45 dB
batteritid
Op til 40 dage