Google Nest Mini

Google Nest Mini: Google klar med ny digital butler

Nu er Google klar med næste generation af deres små højttalere med indbygget stemmestyring. Det giver dig en digital tjener direkte i stuen.

28. oktober 2019 af Henning Dadkhah Rasmussen

Du kender måske Googles smarte, digitale assistent fra din Android-telefon, men den findes også indbygget i en række skærme og højtalere. 

Med assistenten kan du med din stemme tænde smarte elpærer, få vist underholdning på dit Smart TV eller få svar på de fleste spørgsmål.

Erstatter Google Home Mini

Google, der står bag den smarte assistent, producerer også selv højtalere med assistenten indbygget, og netop nu er firmaet klar med en helt ny serie produkter. 

Den mindste højtaler, Google Home Mini, erstattes af den nye Google Nest Mini, som på overfladen ligner sin forgænger på en prik. 

Der er dog både forbedringer og forringelser i den nye model.

Bedre lyd, men ingen USB-port

Hvis du allerede ejer den eksisterende Google Home Mini, ved du at lyden fra højttaleren ikke er bedre end lyden fra din telefon. 

Men ifølge Google er bassen på den nye Google Nest Mini dobbelt så dyb. Selve enheden er dog samme størrelse, så du skal nok ikke forvente lyd som i en koncertsal.

Til gengæld betragter vi det som en forringelse, at ladestikket, der før var USB, så man kunne bruge samme adapter som til telefonen, nu er erstattet af et DC-stik, der kun passer i Google Nest Mini. 

Hæng Google Nest Mini op på væggen

Endnu en nyhed ved Google Nest Mini er, at den nu har fået et hul på bagsiden, så du kan hænge den op på væggen i stedet for at bruge bordplads på den. 

Det er en meget mere elegant løsning end de forskellige holdere, som man ellers har kunnet få til den gamle udgave.

Google Nest Mini har en vejledende pris på 449 kroner, og vi forventer at teste den snarest.


Se en video af Google Nest Mini her:

Måske er du interesseret i ...