Den elektroniske vægt Withings Body Cardio V2
Withings Body Cardio V2

Med Withings Body Cardio V2 kan du ikke bare holde øje med din vægt, men også med iltindholdet i dit blod og flere andre ting.

© Withings

Her er årets bedste elektronik i 2021

Over 200 mere eller mindre fantastiske, forunderlige og opfindsomme produkter var en tur gennem vores testlaboratorium i 2021. De fleste af tingene kan stadig købes ude i butikkerne – nu bare til meget lavere priser. Her er fem af de bedste ting.

20. december 2021 af Morten Skeldal Østergaard Testredaktør

På Komputer for alle tester vi alverdens digitale produkter året rundt. I 2021 har vi testet alt fra fotobøger og apps til bærbare computere, mobiltelefoner og nye, banebrydende produkter til det smarte hjem.

Det er os, som vælger de produkter, vi tester. Producenterne kan altså ikke bestille eller købe en test hos Komputer for alle. På den måde er du sikker på at få ærlige og uafhængige vurderinger.

Vi tester på forskellige parametre, alt efter hvilket produkt der er tale om. Men fælles for alle er, at de får en samlet karakter på en skala fra 1-10, som giver dig en idé om, hvor godt eller dårligt produktet er. 

Og der var både skidt og kanel blandt de mange produkter, vi testede i løbet af 2021.

Vi har fundet frem til en håndfuld af de allerbedste ting, som du stadig kan købe ude i butikkerne. Og mange af tingene er allerede faldet i pris, så du kan gøre en god handel.

> Du kan læse alle vores test og se aktuelle priser i Testzonen her

1. Razer Viper Ultimate: Superlækker mus

Razer Viper Ultimate
Razer Viper Ultimate

Siderne af musen har gummibelægning for at give et bedre greb.

© Razer


Razer Viper Ultimate er en trådløs mus i topklasse. Den har egentlig ikke en masse avancerede funktioner, men det den gør, gør den fremragende.

Vi har testet mange lette mus, men det er usædvanligt for en trådløs mus, at den kun vejer 74 gram, når der nu også skal være plads til batteriet.

Musen passer godt til en gennemsnitlig mandehånd, og knapperne i siderne sidder, så de er nemme at nå med tommelfingeren – alt efter hvilken hånd du bruger. 

Formen er symmetrisk, og knapperne er også placeret på samme måde i begge sider, så der er godt nyt til venstrehåndede musebrugere her: De kan bruge musen på helt samme måde som højrehåndede.

Razer Viper Ultimate fik karakteren 9,7 i vores test.

> Læs hele testen af Razer Viper Ultimate i Testzonen her

2. Withings Body Cardio V2: Brug en app til at holde øje med vægten

Withings Body Cardio V2 smart badevægt med Bluetooth
Withings Body Cardio V2

Med den smarte badevægt fra Withings kan du let følge din udvikling via en app på din telefon. 

© Withings


Det er måske svært at forestille sig, at noget så simpelt som en badevægt skulle have behov for at få indbygget en masse smart teknologi –men efter nogle uger med Withings Body Cardio V2 føles det nærmest, som om det er svært at klare sig uden.

Body Cardio V2 måler selvfølgelig, hvad du vejer, men mens du står på vægten med bare fødder, får du også lige målt din puls, hjerterytme og hydreringsniveau. Samtidig udregner Body Cardio V2 dit BMI, der fortæller om du er over-, under- eller normalvægtig, og du får oplysninger om din fedtprocent. Hele processen tager kun nogle få sekunder.

Vægten sender automatisk data via en trådløs forbindelse til Withings-app'en på din telefon, hvor du kan se grafer over udviklingen i de forskellige målinger gennem fx den seneste måned. Du bestemmer selv, om forbindelsen skal oprettes direkte via Bluetooth eller gennem dit trådløse netværk.

App'en er overskuelig, selv om der er mange data at holde at holde styr på. Du kan rulle ned gennem de seneste målinger på en serie små kort, men du kan også få vist alle oplysninger om dit helbred i et dashboard, der præsenterer dit helbred lige nu.

Withings Body Cardio V2 fik karakteren 10 i vores test.

> Læs vores test og se aktuelle priser på Withings Body Cardio V2 i Testzonen

3. Sony WF-1000XM4: Fantastisk lyd i lille, trådløst headset

Sony WF-1000XM4 trådløst headset
Sony WF-1000XM4

Der følger gummidutter med i forskellige størrelser, så du kan få propperne til at passe til dine ører.

© Sony


Sonys nye trådløse headset har god lyd og endnu bedre støjreduktion, men prisen er også høj.

Du kan skifte mellem aktiv støjreduktion og baggrundslyde i headsettet ved at berøre venstre øreprop. Støjreduktionen er fremragende og lukker næsten helt af for udefrakommende lyde.

Baggrundslydsfunktionen fungerer til gengæld ikke helt så godt. Den skal sørge for, at du kan høre, hvad der sker omkring dig, selv om du har headsettet i ørerne. 

Funktionen lukker ganske vist lyden fra dine omgivelser ind via de indbyggede mikrofoner, men vi oplevede også en voldsom susen i lydbilledet, når vi brugte headsettet i et rum med nogle ellers forholdsvis diskrete computerblæsere.

På højre øreprop kan du starte og stoppe afspilningen af musik med en let berøring, og lydkvaliteten er i topklasse. 

Vi lyttede til musik, som vi havde hørt mange gange før, og lagde mærke til nye, små detaljer i lydbilledet. På trods af headsettets størrelse formår det også at præstere en bas med en fin gennemslagskraft.

Sony WF-1000XM4 fik karakteren 9,4 i vores test.

> Læs vores test af Sony WF-1000XM4 og se aktuelle priser i Testzonen

4. Logitech G915 TKL: Trådløst tastastur i topklasse

Logitech G915 TKL tastatur
Logitech G915 TKL

Tastaturet kan bruges via Bluetooth eller med den lille USB-adapter, der følger med.

© Logitech


Vi er nødt til at slå fast, at prisen på Logitechs nye, trådløse tastatur er helt tosset – men du får altså også et produkt i absolut topklasse her.

Tastaturet fungerer bedst med sin egen USB-adapter i pc'en. Så får du en garanteret lynhurtig forbindelse, og du behøver ikke at skulle rode rundt i indstillingerne i Windows for at finde tastaturet i en søgning efter Bluetooth-enheder. Men det er nu under alle omstændigheder rart at have begge muligheder. 

Vi skiftede forsøgsvis rundt mellem at bruge G915 sammen med en pc via USB-adapteren og med en smartphone via Bluetooth-forbindelsen. Det virkede helt uden problemer.

Tasternes mekaniske kvalitet er i top, og rammen, som de er monteret i, er bundsolid. Hvis vi skal være en lille smule kræsne, så kunne vi godt tænke os, at tasterne kunne bevæge sig en anelse dybere, så man fik en bedre fornemmelse af tastetrykket, men der er sikkert også brugere, som vil foretrække, at tasterne bare er så hurtige som overhovedet muligt.

Der sidder en stribe medietaster over de almindelige taster, og du får også et praktisk, bredt rullehjul til at skrue op og ned for lyden på pc'en. Helt ude i venstre side sidder fem taster, som du selv kan knytte funktioner til med det gode tilhørende indstillingsprogram fra Logitech.

Logitech G915 TKL fik karakteren 9,4 i vores test.

> Læs vores test af Logitech G915 TKL og se aktuelle priser i Testzonen

5. QNAP QSW-2104-2T holder liv i kabelnetværk

QNAP QSW-2104-2T
QNAP QSW-2104-2T

Alle lamper og tilslutninger er samlet på switchens forside.

© QNAP


Switchen QSW-2104-2T fra QNAP sikrer, at dit kabelnetværk har fuld fart på - langt ud i fremtiden.

Trådløst netværk bliver hele tiden hurtigere, så man skulle tro, at kablerne snart var overflødige. Det er nu langt fra tilfældet, for kabelnetværk udvikler sig også, og det giver en både hurtig og stabil forbindelse.

QSW-2104-2T er konstrueret i en bundsolid metalkasse, som er med til at fordele den overskydende varme, der måtte opstå under belastning. Switchen virker grundlæggende som en fordelerstikdåse til strøm: Du skal blotte koble QSW-2104-2T til din router og så fordeler switchen selv netværkstrafikken via de kabler, du sætter i de resterende porte.

De fleste routere og switche i dag er udstyret med porte, der kan overføre op til 1 gigabit i sekundet, men i QSW-2104-2T finder du fire porte med 2,5 gigabit i sekundet og to porte, der byder på hele 10 gigabit i sekundet.

QNAP QSW-2104-2T fik karakteren 9,4 i vores test.

> Læs vores test af QNAP QSW-2104-2T-switchen og se aktuelle priser i Testzonen her

Måske er du interesseret i ...