”Zoom ind og forstør!” er en tåkrummende replik, du muligvis genkender, hvis du har set tilpas mange krimifilm, hvor politiet forsøger at opklare sager på baggrund af et billede.
Men nu er teknologien ikke længere forbeholdt Hollywoodfilm.
Tre forskere fra Googles afdeling for kunstig intelligens, Google Brain, har udviklet en såkaldt pixel recursive super resolution model, som i korte træk er en teknologi, der kan genskabe detaljer på et pixleret billede.
Kan hjælpe politiet
Venstre kolonne viser et pixeleret billede (8 x 8 pixels). Midterste kolonne viser det genetablerede billede (32 x 32 pixels), efter at det er behandlet af Googles nye værktøj. Til sammenligning er det rigtige billede vist i højre kolonne.
Værktøjet analyserer først det pixlerede billede og sammenligner med en pulje af billeder i høj opløsning, der er nedskaleret. Derefter genskabes detaljerne via avancerede algoritmer, der gætter, hvordan det endelige resultat skal se ud.
Det gættes på, at teknologien kan komme politiet til hjælp i sager, hvor man kun har pixlerede billeder til rådighed.