Køb billet til offentlig transport med mobilen

Hvis du tager bus, tog, metro eller letbane, behøver du ikke længere stå i kø ved billetautomaten. Det hele kan klares på mobilen. Her er et overblik over de nemmeste løsninger.

Metroen i København

Hvordan er det lige man køber billet til metroen med mobilen? Det får du svar på i denne artikel, hvor vi gennemgår de nemmeste måder at købe billet til offentlig transport i Danmark med telefonen.

© alexfan32 / Shutterstock

I teorien er det blevet meget nemmere at købe billet til offentlig transport i Danmark. Hvor du tidligere skulle finde en billetautomat eller stå i kø i en DSB-kiosk, kan du i dag klare det hele fra mobilen.

Men der er efterhånden en række forskellige apps til formålet, og det er faktisk temmelig svært at finde rundt i dem.

Nogle apps dækker kun bestemte landsdele, mens andre virker i hele landet. Nogle bruges primært til togrejser, mens andre giver mulighed for at checke ind og ud ligesom med et klassisk Rejsekort.

Derudover er der forskel på, hvordan du betaler. Nogle apps trækker beløbet via MobilePay eller betalingskort, mens SMS-billetter går over telefonregningen.

For at gøre det nemt for dig har vi samlet en oversigt over de vigtigste løsninger her. Så kan du vælge den bedste billetapp til din næste rejse.

Rejsebillet

Det er meningen, at app’en Rejsebillet inden længe skal være standard i hele landet.

Den kan bruges til bus, tog, metro og letbane, uanset hvor du rejser i Danmark. Her finder du både enkeltbilletter, pendlerkort og særlige kort som ungdomskort og City Pass.

Den store fordel ved Rejsebillet-app’en er, at du blot skal indtaste din startlokation, og hvor du skal hen. Derefter finder Rejsebillet selv ud af, hvad rejsen koster og laver en billet til dig, der er gyldig på hele strækningen.

I app’en kommer der også tilbud på specielle billetter i anledning af arrangementer, fx et maratonløb i København, eller i ferier. Her vil du typisk kunne købe en billet, der gælder i mange zoner i 12 timer til en fordelagtig pris.

Du betaler med betalingskort eller Mobile Pay i app’en.

DOT Billetter

På Sjælland, Lolland, Falster og Møn kan du i dag bruge DOT Billetter til at købe enkeltbilletter, pendlerkort, cykelbilletter og City Pass.

App’en har også af og til tilbud på særbilletter fxi ferier eller i forbindelse med events som marathonløb eller større koncerter, ligesom tilfældet er med Rejsebillet.

Men DOT Billetter lukker ved udgangen af 2025. Alle billetter flytter herefter over i Rejsebillet-appen.

DSB

Med DSB-app’en kan du købe billetter til stort set alle DSB-togrejser i Danmark. App’en fungerer desuden som digitalt rejsekort med check ind og ud til tog, bus og metro flere steder i landet.

Nærmere bestemt kan du købe følgende billetter i app’en:

  • Enkeltbilletter til alle DSB-tog
  • Orange-billetter med særligt lave priser på udvalgte afgange
  • Pendlerkort og Pendler20-kort til faste strækninger
  • Pladsbilletter til reservation af sæde
  • Check ind-billetter, hvor du blot swiper for at starte og slutte rejsen, uden at skulle vælge zoner på forhånd.

Du skal oprette en gratis profil, før du kan købe billetter, og du betaler med betalingskort, Mobile Pay eller Apple Pay. Du kan også betale med faktura, hvis det drejer sig om erhvervsrejser.

SMS-billet

Hvis du ikke vil bruge en app, kan du stadig købe billet med SMS.

Du skal sende en besked ti 1415, hvor du skriver, hvor du starter fra, fx startzonen eller navnet på stationen eller stoppestedet, du er ved.

Du skal også skrive antallet af zoner, du skal rejse i, og hvilken kundetype billetten er til, fx voksen (v), barn (b), hund(h) eller cykel(c) - eller tillægsbilled til pendlerkort (t).

Du får derefter en forhåndsvisning af billetten, som du skal bekræfte med JA inden for et minut for at gennemføre købet - eller med NEJ for at fortryde.

Beløbet trækkes på din telefonregning. Vær opmærksom på, at det kun virker med dansk mobilabonnement.

Eksempel: Valby 2 v - en voksenbillet til to zoner fra Valby eller 32 4 v en voksenbilledet til fire zoner fra zone 32.

Læs mere om SMS-billetter på DOTs hjemmeside her.

Rejsekort som app

Det klassiske blå Rejsekort, som mange har i lommen, findes nu også som en app ved navn Rejsekort.

Du skal først oprette dig som bruger med en e-mail og telefonnummer, og så kan du bruge app’en som et almindeligt rejsekort.

Du checker ind og ud direkte på mobilen med et swipe, og betalingen sker via MobilePay, et tilføjet betalingskort eller Apple Pay. App’en virker i hele landet, og den skal bruge adgang til din lokation, når du bruger app’en.