Stop Googles snageri på din pc

Google gemmer små, afslørende spor på din pc, når du færdes på nettet. På den måde registreres alle detaljer om din færden og vaner minutiøst. Nu kan du dog fjerne alle Googles sladrehanke på din computer med et nyt værktøj i Fordelszonen.

Det er stort set umuligt at komme uden om it-giganten Google, der i dag er langt, langt mere end blot en søgemaskine. Selv om du slet ikke søger ved hjælp af Google, sporer firmaet alligevel din adfærd, når du besøger helt almindelige hjemmesider, fordi Google meget ofte bruges som markedsføringskanal af butikker, medier, webtjenester og andre hjemmesider.

I nogle tilfælde er Googles nysgerrighed da også til gavn for dig.

Det er fx praktisk, at Google Maps kan se din placering, når du gerne vil fra A til B, og at du ikke ser reklamer for dametøj, når du nu går i herretøj. Bruger du browseren Chrome, som også leveres af Google, er det naturligvis endnu lettere for firmaet at holde øje med, hvad du foretager dig på nettet – og måske bruger du også browserens mulighed for at gemme dine adgangskoder og navn og adresse, så du ikke skal taste oplysningerne, hver gang du besøger fx en webshop.

Du følges fra side til side

På pc’ens harddisk gemmer Google derfor konstant små cookies – altså tekstfiler med oplysninger om alt, hvad du foretager dig, kigger på eller køber i diverse webbutikker. Oplysningerne registreres af Google, som så kan følge dig videre ind på fx Facebook eller et medies hjemmeside og vise dig annoncer for lignende produkter eller bare blive klogere og klogere på dig.

De oplysninger, Google gemmer på din pc, kan du imidlertid nu fjerne med et stærkt værktøj: Abelssoft GClean, der normalt koster 110 kroner, men som kan hentes gratis i Fordelszonen af Komputer for alles læsere. Programmet er så effektivt – og dårligt for Googles forretning – at Google faktisk har prøvet at presse programmets producent, Abelssoft, til at lukke det. Sagen endte dog med, at Abelssoft indgik et kompromis med Google og omdøbte værktøjet fra GoogleClean til GClean, så det måske er knap så tydeligt, hvad programmet er i stand til – men effektiviteten blev der ikke ændret ved:

Med programmet kan du hurtigt rydde harddisken for alle Googles data fra samtlige dine browsere og fra de Google-programmer, du eventuelt har installeret på pc’en. Du vælger selv, om du fx vil bevare dine gemte adgangskoder i samme omgang. Samtidig rummer GClean en funktion, hvor det fremadrettet holder øje med, om Google gemmer nye filer på din pc. Sker det, vil de blive fjernet straks.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.