Der er grænser for, hvor store filer, du kan sende i en mail.
Men hvis du har brug for at dele større mængder data med andre, er der adskillige gode muligheder på nettet.
Vi har fundet fire gode og sikre tjenester på nettet, som lader dig sende store filer gratis. Helt op til 5 GB kan du sende til en ven, uden det koster dig en krone.
Alle tjenesterne har hovedsæde indenfor EU, så de er underlagt europæiske sikkerhedsstandarder.
Vi har fundet 4 gode tjenester, som lader dig sende store filer gratis:
1. WeTransfer
2. SendGB
3. pCloud Transfer
4. TransferXL
1. WeTransfer
WeTransfer er måske en tjeneste, som du er stødt på tidligere. Den er nemlig meget populær, og den lader dig let sende store filer på op til 2 GB til 20 e-mail-adresser.
Metoden er uhyre simpel og ganske gratis. Angiv din og din vens adresser, skriv en eventuelt besked og upload filen.
Din ven får tilsendt et link på mail fra WeTransfer. Linket er gyldigt i en uge, hvorefter dine filer bliver slettet.
Med en PRO-konto hos WeTransfer har du mulighed for at sende større filer, ligesom du kan kryptere dine filer og beskytte dem med et password. Det koster dog $12 om måneden.
2. SendGB
SendGB er måske ikke så kendt som WeTransfer, men den har efterhånden opnået en vis popularitet - ikke mindst fordi du i dag kan dele 5GB af gangen helt gratis.
Fremgangsmåden er den samme. Du indtaster mailadresser på op til 20 modtagere samt din egen mailadresse og evt. en besked. Så vælger du den eller de filer, du vil dele.
Hos SendGB har du mulighed for at vælge, hvor længe filerne skal ligge til download. For større filer er det max 7 dage, mens filer under 250 MB kan blive liggende i 90 dage.
Du kan også med det samme vælge, om filerne skal beskyttes af et password.
Modtageren får herefter en mail med et link. Her skal han taste password ind, inden han kan hente filen, hvis du har valgt kryptering.
Hvis du er tilfreds med SendGBs gratis service, har både afsender og modtager mulighed for at "Give en kop kaffe" til holdet bag tjenesten. På den måde kan du støtte tjenesten økonomisk.
3. pCloud Transfer
pCloud Transfer har en begrænsning på 10 personer, der kan modtage dine filer. Til gengæld kan du sende op til 5GB ganske gratis.
Du har også mulighed for at kryptere dine filer og beskytte dem med et password for ekstra sikkerhed.
Du taster blot modtagerens mail, afsendermail samt en besked og vedhæfter filerne. Hvis du vil kryptere filerne, skal du blot indtaste et kodeord, som modtageren skal bruge for at kunne downlade.
Modtageren får herefter en mail med link til download. Linket er gyldigt i 7 dage.
Hvis du registrerer dig som bruger hos pCloud Transfer, får du adgang til at sende dobbelt så store filer - nemlig 10GB.
4. TransferXL
Den hollandske service TransferXL lader dig også sende 5GB gratis - lynhurtigt. Ifølge hjemmesiden er de nemlig hurtigere end konkurrenterne.
Som med de øvrige tjenester indtaster du mailadresser på en eller flere modtagere, en afsenderadresse samt en besked. Så vedhæfter du filerne og trykker "Transfer," og modtageren kan nu få adgang til filerne fra en mail i indbakken.
TransferXL har servere i USA, Asien, Sydamerika og Europa (Tyskland), og du kan vælge, hvilken region, du ønsker dine filer skal opbevares i. Det gør du ved at klikke på det lille tandhjul i boksen, hvor du vedhæfter filer.
Samme sted kan du vælge, om filerne skal krypteres samt angive en adgangskode, som modtageren skal bruge for at hente filerne.
Du skal dog være opmærksom på, at TransferXL krypterer selve zip-filen, så modtageren skal bruge et eksternt program samt det password, du har angivet, for at få adgang til filerne, hvis du vælger at kryptere.
Undlader du at kryptere, kan modtageren blot hente filen fra sin mail.