Vi bruger det hver eneste dag: Når vi søger efter madopskrifter på Google, holder kontakten ved lige med e-mails eller lader os underholde af streaming-tjenester som Netflix eller Spotify.
Internettet er blevet en vital del af vores hverdag og har for mange sneget sig ind som et basalt behov på niveau med søvn og mad.
Alligevel vil de færreste nok kunne svare på, hvor internettet reelt kommer fra, og hvordan det fungerer.
For det virker jo næsten magisk, at jeg kan sende en besked til en bekendt i flækken Tipp City i USA og modtage svar i løbet af få sekunder.
Jeg skal sågar indrømme, at jeg selv havde svært ved at levere en forholdsvis præcis og retvisende forklaring på hvad internettet er for en størrelse, før jeg researchede til denne artikel.
Private selskaber ejer internettet
Kort fortalt består internettet af 1.100.000 kilometer kabler.
Kablerne ligger gemt under havoverfladen i alt fra Nordsøen til Stillehavet, og igennem dem løber hele 99 procent af alverdens internettrafik. Blandt de nyeste er MAREA-kablet, der strækker sig fra Virginia Beach på den amerikanske østkyst til Bilbao i Spanien.
Det er over 6.600 kilometer og kan overføre 20.000 gigabytes data i sekundet.
Søkablet er lagt af Microsoft, Facebook og det spanske teleselskab Telxius, der hver især har en interesse i at sikre en stabil og hurtig forbindelse på tværs af Atlanterhavet.
Kablernes enorme datahastighed gør det nemlig muligt for dig at besøge Google på blot et øjeblik eller se Legendernes tid med Brad Pitt og Anthony Hopkins uden forsinkelser fra en amerikansk Netflix-server.
Selskaberne sikrer sig båndbredde
De tre selskaber – og alle andre firmaer for den sags skyld – lægger dog ikke flere tusinde kilometer kabel af filantropiske hensyn.
Nej, med sådan et kabel sikrer Facebook og Microsoft, at eksisterende og nye brugere kan få hurtig og stabil adgang til firmaernes tjenester, mens Telxius hovedsagelig tjener penge på kablet ved at kunne tilbyde hurtige forbindelser til sine kunder og sælge båndbredde til andre selskaber.
Og sådan foregår det ofte – altså at teleselskaber slår sig sammen om at lægge og vedligeholde kabler for at sikre sig båndbredde eller sælge ud af den.
TAT-14-fiberkabel: Et potentielt terrormål
I Danmark ligger internettets helt store trafikale knudepunkt i Vestjylland, nærmere bestemt Nørre Nebel.
I en lille Telia-drevet kabelstation går det såkaldte TAT-14-fiberkabel i land. Det er 15.000 kilometer langt og den direkte forbindelse til USA, Tyskland, Holland, England og Frankrig.
Hver dag strømmer store mængder data gennem kablet, og det er en så central del af samfundets infrastruktur, at det i 2010 blev afsløret som et potentielt terrormål på internetsiden WikiLeaks.
Internettet er med andre ord en ganske fysisk ting, som kræver vedligeholdelse og nye kabler, når vores dataforbrug er på vej til at overstige den kapacitet, som kablerne samlet kan levere.
Der er lang vej fra der, hvor internettet starter og ud til din pc, men alligevel går det lynhurtigt, når først du er koblet op til internettet.
Sådan finder du vej til Google
Selv med en forståelse for internettets infrastruktur kan det synes uforklarligt, hvordan du kan finde endeløse strømme af informationer på hjemmesider blot ved at indtaste en adresse i din browser.
Det er dog ikke sort magi, men et sindrigt system kaldet HTTP, der gør det muligt at gå på opdagelse på internettet. I det sekund din finger rammer Enter-tasten, afsender du en forespørgsel, der med hjælp fra nettets adressebog, Domain Name Server, og en række routere finder vej til IP-adressen for præcis dén server, som hjemmesiden ligger gemt på.
Her bliver hjemmesiden brudt ned i små pakker og får vedhæftet en vejledning, som bliver sendt retur til din pc og browser, der bruger vejledningen til at arrangere pakkerne sådan, at du kan se hjemmesiden, som den er tiltænkt − også kaldet TCP.
Denne dataudveksling mellem din pc og en server sker, hver gang du klikker på et link eller sender en e-mail.
Nedenfor kan du følge den rejse, som starter, når du indtaster en webadresse, og slutter, når hjemmesiden er indlæst. En rejse, som foregår på sekunder og kun bliver gjort mulig, fordi 400 søkabler med tårnhøj overførselshastighed forbinder verden.
Sådan indlæses en hjemmeside
Når du indtaster en webadresse i din browser, går der kun få sekunder, før hjemmesiden åbner – også selv om den faktisk har hjemme på den anden side af jorden.
Her kan du følge den proces, som gør det muligt for dig at surfe på nettet.
1. Du indtaster webadressen
Processen starter, når du åbner en browser, indtaster en adresse som fx www.netflix.com i adressefeltet og trykker på Enter-tasten. Din forespørgsel om at få adgang til siden bliver samlet i små pakker – din computer er afsender af dem, og hjemmesiden er modtageren.
2. Din router dirigerer trafikken videre
Datapakkerne bliver sendt til din router, der dirigerer internettrafikken lokalt på dit netværk. Routeren sender trafikken videre til dit modem, der er bindeleddet til din internetudbyder.
Så lang tid er der gået nu: 0,05 sek.
3. Internetudbyderen sender beskeden på internettet
Telia, YouSee eller en helt tredje internetudbyder modtager datapakkerne og bruger store routere, der kan håndtere enorme datamængder, til at sende din forespørgsel videre ud gennem søkablerne.
Så lang tid er der gået nu: 0,10 sek.
4. Datapakkerne kommer direkte ud på internettet
Din forespørgsel ledes af routere ud gennem de rette søkabler – altså ud på selve internettet.
Routerne sender datapakkerne til den rette server, som i dette tilfælde er Netflix, hvor de bliver modtaget af en navneserver, også kaldet DNS.
Navneserveren fungerer som en telefonbog, der oversætter webadresser til de unikke IP-adresser. I dette tilfælde IP-adressen for dén server, hjemmesiden er gemt på.
Så lang tid er der gået nu: 0,15 sek.
5. Din forespørgsel når Netflix
Din forespørgsel om at åbne Netflix’ hjemmeside er nu nået frem til den rette server, hvor den bliver anerkendt.
Herefter bliver siden nedbrudt i datapakker og får en medfølgende vejledning, der fortæller din pc, hvordan pakkerne skal samles igen.
Så lang tid er der gået nu: 0,25 sek.
6. Netflix sender indhold afsted
Netflix afsender datapakkerne på præcis samme måde, som da du sendte en forespørgsel om at åbne hjemmesiden.
Pakkerne bliver dog ikke nødvendigvis sendt gennem de samme fysiske kabler og routere, som da forespørgslen blev sendt.
Routerne undervejs forsøger nemlig at dirigere trafikken, så der opstår færrest mulige forsinkende flaskehalse på turen.
Så lang tid er der gået nu: 0,6 sek.
7. Hjemmesiden åbner på din pc
Datapakkerne fra Netflix når frem til din computer, der etablerer forbindelse til serveren – og hjemmesiden dukker op i din browser.
Nu forestår dataudvekslingen konstant mellem din computer og Netflix-serveren, så du er i stand til at streame film og serier uden pauser.
Så lang tid er der gået nu: 1,28 sek.