Sådan sender du STORE filer

Smash er en smart tjeneste på nettet, som hjælper dig med at sende store mængder data. Læg filerne op, og hent dem ned igen fra en anden computer.

Det er sjovt, som den ideelle løsning på det samme problem ændrer sig over tid. Tag fx udfordringen med at overføre store filer fra en computer til en anden. Den har været aktuel for computerbrugere i årtier. I tidernes morgen – det vil sige før internettet – flyttede man filer på disketter eller på cd’er og dvd’er.

Senere brugte man en mere kompliceret løsning med såkaldte FTP-servere, der blev brugt som et bindeled til overførsler mellem computere, og som kunne tilgås med specielle programmer, der dog ofte var meget indviklede at betjene. FTP-servere var faktisk den gængse løsning langt op i vores årtusind. Alternativt kunne man flytte filerne ved hjælp af en USB-nøgle, men det forudsatte selvfølgelig, at de to computere stod tæt på hinanden rent geografisk.

Vedhæftede filer i e-mail har også været en mulighed, men der findes typisk en begrænsning på 10-25 MB per mail for at overføre filer på den måde.

Ingen øvre grænse for filstørrelse

Det seneste årti har en helt fjerde løsning domineret: overførsler via hjemmesider. Med stærkt øgede bredbåndshastigheder i almindelige hjem er internetoverførsler logisk nok blevet den enkleste metode. Den mest populære tjeneste hedder WeTransfer, og den hjemmeside har vi da også tidligere beskrevet her i bladet.

Men faktisk findes der noget, som er endnu bedre, og som får vores uforbeholdne anbefaling: Smash. Hvor WeTransfer har en filgrænse på samlet 2 GB per overførsel, før du skal betale, er der slet ingen øvre grænse for, hvor mange og hvor store filer du kan sende med Smash.

Dog er det sådan, at overførslerne kan være langsomme, hvis du har over 2 GB filer, for så skal du nemlig vente i kø efter dem, som har betalt for tjenesten. Det hører dog også til sjældenhederne, at man jonglerer med så mange store filer, og typisk er overførslen fra pc til pc klaret på få minutter. Du kan selvfølgelig benytte Smash til at sende filer til både dig selv og andre. Værktøjet har du lige ved hånden i din browser.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.