Når du skal sende et link til en ven eller bekendt, kan du opleve, at du ender med en meget lang smøre. Vil du hellere blot sende et kort og mere overskueligt link, også kendt som en url, kan du bruge en såkaldt url-forkorter.
En url-forkorter tager den lange url og gør den kortere. Det gør den lettere at sende fx i en sms eller mail.
Når du bruger en url-forkorter kan det samtidig have den fordel, at du kan se, hvor mange gange, der er blevet klikket på linket. Det er praktisk, hvis du sender linket til flere personer og vil have en fornemmelse for, hvor mange, der har klikket på det.
For at gøre url-adresser korte kan du bruge flere forskellige værktøjer. Vi viser her, hvordan du bruger onlinetjenesten Bitly, som er redaktions favorit-værktøj til formålet.
Sådan laver du dine links korte
I vores tilfælde har vi oprettet en hjemmeside til en 50 års-fødselsdag med Google Sites.
URL’en er dog meget lang, https://sites.google.com/view/sorensfodselsdag/startside?authuser=0, så den vil vi gerne gøre kortere.
- Gå til adressen www.bitly.com
- Indsæt nu den lange url-adresse i det store hvide felt på midten af siden
- Klik så på knappen Shorten for at gøre linket kort.
- Klik til sidst på Copy for at kopiere den nye, korte url.
- Indsæt nu den nye korte, url, hvor du skal bruge den. I vores tilfælde: https://bit.ly/2mjc18A
Vil du vide, hvor mange, der har klikket på dit link, kræver det, at du opretter dig som bruger hos Bitly, hvilket er gratis.
For at oprette en bruger skal du på forsiden klikke på Sign up og derefter klikke på Get started for free. Så kan du løbende følge med i, hvor mange der klikker på dine links.
Lav nemt dine egne hjemmesider
I det nye nummer af Komputer for alle kan du læse meget mere om, hvordan du laver dine egne hjemmesider i Google Sites som en del af vores stor Google-skole, der strækker sig over 10 afsnit.
> Du kan læse hele serien om Google-skolen med det samme (kun for abonnenter)